HJERTEBARNSPORTRÆTTET ger at google sig frem til en forklaring på, at Alfred altid sveder vildt meget, når han ammer. Men han er jo sund og rask og har en god appetit, så hun slår det hen med, at man altid pludselig synes, at man fejler alt muligt, når man begynder at lede efter informationer om symptomer på nettet. Flere i familien kommenterer også hans stødvise vejrtrækning, men både sundhedsplejersken og lægen siger, at alt er i orden, når Janni nævner det, så for ikke at være en pyllermor, slår hun det hen, når nogen nævner det. I mødregruppen går Alfreds motorisk udvikling langsommere end de andre babyers: «Det skal du ikke tænke på – nyd ham nu bare, han trives jo og har det fint!», lyder de andre mødres velmenende råd, når Janni lufter sin bekymring. Selvom Alfreds appetit er stor, vokser han også langsommere og langsommere: Faktisk står hans vægt fuldstændigt stille, da han han bliver 5-6 måneder. Alt sammen små signaler, som set i bakspejlet har været tydelige indikationer på, at der er noget galt. Men det går først op for alle langt senere. 10 måneder gammel starter Alfred 1. november i dagpleje. Dagplejemor mener nu alligevel, at Janni skal få tjekket hans vejrtrækning en ekstra gang – hun er synes, at den lyder forkert. Så for en sikkerheds skyld tager Janni ham med til tjek hos familiens praktiserende læge nede i det lokale lægehus. Han laver en lille test, hvor Alfred går et par skridt inde i konsultationslokalet, før han lytter til hans vejrtrækning og konstaterer, at alt lyder normalt. Men Alfred når kun at være i dagplejen 2-3 uger, så får han opkastsyge. Da han endelig er kommet over det, begynder han at hoste. Janni ringer flere gange til vagtlægen, men han er ikke bekymret, siger han hver gang. Alligevel beslutter Janni og Miki sidst i november, at Alfred lige skal tjekkes i lægehuset. Og da den nye turnuslæge får undersøgt ham, vurderer hun, at han nok har astmatisk bronkitis, så han får astmamedicin med hjem. Til tjekket en uge senere er turnuslægen ikke tilfreds med medicinens effekt – sammen med en kollega konstaterer hun, at man kan se ved halsen og ribbene, at Alfred trækker vejret alt for hårdt og anstrengt. Derfor sender de familien direkte af sted til Skejby, så der samme eftermiddag kan blive lavet en astmavurdering på Alfred. Det går hurtigt – da de ankommer, tager en børnelæge og to medicinstuderende imod dem, og de synes alle tre, at de kan høre, at hjertet ikke lyder som det skal: - Og så vælter hele vores verden, forklarer Janni: - Vi er allerede godt kede af udsigten til, at Alfred skal leve med svær astma, men en hjertefejl, det kan vi slet ikke overskue konsekvenserne af. Mens jeg er i chok, sætter hele hospitalsmaskineriet i gang og kører derudad: Kort efter kommer en overlæge også og lytter, og hun forklarer os, at de har mistanke om to ting, som kan være skyld i mislyden: Enten et hul i hjertet eller en forsnævring ved hovedpulsåren. Hun beroliger os samtidig med, at begge ting kan fikses. Hun kan godt forstå, at vi er chokerede, men det er heldigvis diagnoser, som behandles ofte og med en høj succesrate: Alfred skal hverken dø eller være syg resten af sit liv. Det er en beroligende melding at få ovenpå en dag, hvor vi har mærket jorden ryste under os. Vi bliver på Skejby et døgns tid – Alfred kommer på vanddrivende medicin og bliver skannet af en børnehjertelæge. Det viser sig, at han har en VSD, dvs. et hul i hjertet, som de vurderer er ret lille, så det vil de få fikset indenfor en måned eller to: Indtil da skal vi bare tage hjem og leve, som vi plejer. Da vi kommer hjem, beslutter vi at sende Alfred i dagpleje dagen efter, så vi kan få grædt ud og få styr på følelserne. Jeg henter ham tidligt – bedstemor kommer på besøg, for hun trænger også til at se ham ovenpå forskrækkelsen, og ved femtiden går jeg i gang med at lave mad, mens Alfred sidder ved spisebordet i sin høje stol og spiser pasta. Da Alfred begynder at græde, lyder hans gråd underlig. Som om han er ved at blive rigtig ked af det på en måde, han ikke har været før. Jeg får Miki til at tage ham op at stolen, og så – i nogle sekunder, der føles som en halv time – går det op for os, at Alfred ikke kan få vejret. Vi tror, han har fået en pastaskrue galt i halsen, så vi går straks i gang med at slå ham på ryggen og vende ham på hovedet, og da det ikke hjælper, lægger vi ham på gulvet. Dér ser jeg ham for første gang rigtigt: Han er helt mørkeblå – helt slukket. Der er ikke liv i ham. Og så går jeg i gang med at give ham mund til mund og hjertemassage. Heldigvis er min storebror førstehjælpsinstruktør, og for et par måneder siden var han på besøg i mødregruppen og gav os et kursus. Jeg puster alt, hvad jeg kan, ind i Alfreds mund, mens Miki og bedstemor får fat i ambulancen. Det er som om, at han er helt blokeret. Men tredje gang mærker jeg en lille reaktion – så forsvinder den blå farve, og han begynder at græde. Den vagthavende på alarmcentralen forklarer os, at det er så godt, at han græder, for det er tegn på, at han kan få luft – nu skal han bare blive liggende, til de kommer. Fem minutter senere er de fremme: De måler hans iltning, som igen er fin, men vi har fundet et lille stykke pasta på gulvet, som vi er overbevist om, at han har fået galt i halen, så vi ryger af sted i ambulance med blå blink op til Aarhus Kommunehospital, hvor han får foretaget en bronkoskopi, dvs. en luftvejsundersøgelse, for at de kan tjekke, om der sidder madrester i luftvejene. De finder ingenting, så vi bliver sendt hjem efter en enkelt nat på børneafdelingen. Men jeg insisterer på, at vi kører forbi Skejby – jeg er sikker på, at der må være en sammenhæng med hjertefejlen. Sygeplejersken, vi møder oppe på afdelingen, er sød at give sig tid til at snakke situationen igennem med os, men hun forklarer, at det er bare er sort uheld, at tingene sker samtidig – at Alfred ikke kunne trække vejret, har intet med hjertefejlen at gøre. Næste dag er en lørdag, hvor vi har inviteret hele familien til Alfreds 1 års-fødselsdag. Det har været en virkelig voldsom oplevelse for mig at stå med hans liv i hænderne – havde jeg ikke tilfældigvis inviteret min bror til at undervise os i førstehjælp i mødregruppen, havde Alfred måske ikke klaret det. Tankerne om, hvad pokker vi har gjort, siden vi skal udsættes for alt det her, presser sig også på. Men hele familien er traumatiseret af det, der er sket, så vi beslutter at holde fast i fødselsdagen, så vi kan få det snakket igennem i fællesskab. Tidlig lørdag morgen knækker jeg sammen på gulvet og bliver overvældet af en gråd, der ikke kan stoppe – først dér kommer reaktionen på, at vi kunne have mistet Alfred. 7
Download PDF fil