genen. Denne tabletcocktail indtager jeg stadigvæk uden mærkbare bivirkninger. Jeg har vænnet mig til tanken om, at sådan skal det nok være resten af mine dage. Blod- og ilttilførslen til hjertet fungerede tilfredsstillende efter operationen, men min tålmodighed fungerede dårligt, så jeg masede på, stort set som jeg plejede. Jeg nægtede simpelt hen at acceptere, at der er en lang rekreationsperiode og en endnu længere periode, inden man får sine fulde kræfter igen. Det resulterede i, at jeg blev mere og mere træt og til sidst både fysisk og psykisk var meget billigt til salg. Min livsglæde og min positivitet var langsomt blevet suget ud af mig. En brat opvågnen sammen med mine forholdsvis disciplinerede kostvaner (ingen fanatisme), at jeg begyndte at tabe mig, så jeg efterhånden fik en tilpas vægt uden på nogen måde at være åleslank. Efter et par års tilløb lod jeg mig ved årsskiftet 2004/05 i et euforisk øjeblik overtale til at melde mig til Berlin Marathon 2005 med løbsdato den 25. september 2005 sammen med seks øvrige medlemmer fra “gammelmandsklubben”, selv om et maratonløb for en bypassopereret 56-årig mand, der ikke har løbet et maratonløb de sidste 25 år, måske lyder som det rene vanvid. Siden marts 2005 er den ugentlige samlede løbelængde således gradvist øget frem til 14 dage før den store dag. Jeg kan igen Et mavesår ca. 11/2 år efter operationen fik mig til at vågne op. En indre stemme i mig sagde: “Du bliver nødt til at ændre radikalt på din livsform, ellers dør du tidligt eller får en permanent lav livskvalitet”. Jeg ændrede væsentligt på mit erhvervsmæssige virke med et mindre pres og en for mig helt ny tankegang, nemlig “jeg er ikke uundværlig”. Samtidig begyndte jeg kostmæssigt at være noget mere disciplineret og begyndte i det hele taget at tænke lidt mere på mig selv. Mine omgivelser følte (berettiget) med jævne mellemrum, at jeg stadigvæk havde for mange jern i ilden, men det er nu svært at lave fundamentalt om på sig selv, når man er født med igangsætterblod i årerne. Løb i gammelmandsklubben Motion har altid betydet meget for mig, og frem til det pludselige stop for ca. 10 år siden har jeg igennem hele livet dyrket udendørs motion og i de seneste mange år løb som primær motionsform. I mine velmagtsdage for ca. 25 år siden løb jeg således to maratonløb. I mit nye liv begyndte jeg igen at få mere gang i mit løberi. Her i Juelsminde har vi en glimrende “gammelmandsklub”, hvor ca. 10 modne herrer tre gange om ugen løber sammen. Flere af disse modne herrer har for vane at deltage i Berlin Marathon, der er verdens tredjestørste maratonløb med ca. 40.000 deltagere. Ud over en bedre kondition og dermed et bedre velvære medførte mit øgede løberi Den 25. september 2005 skinnede solen fra en skyfri himmel i Berlin hele dagen, og jeg skinnede med! Jeg kom i mål igennem Brandenburger Tor efter 42 km og 195 meter i fin stil og med ca. 1/4 af løbets deltagere bag mig. De sidste meter havde jeg en klump i halsen. Jeg havde bevist, at lægevidenskaben sammen med den nødvendige viljestyrke og stædighed hos patienten har givet resultat: “Jeg kan igen”. Siden min bypassoperation har jeg været medlem af Hjerteforeningen. Jeg har stor glæde af den erfaring, andre hjertepatienter deler i Hjertenyt. Derfor også dette indlæg, som andre måske kan bruge til noget. Min morale er i sagens natur ikke at opfordre alle bypassopererede til at forsøge sig med maratonløb, men at det nytter og virker, og at man som bypassopereret har mulighed for fysisk at komme fuldt på højde med det, man kunne, inden sygdommen ramte. For mig har det været helt afgørende at nå til den erkendelse, at det var nødvendigt radikalt at ændre på min samlede livsstil. Kombinationen af mindre stress, mere motion, rimeligt disciplinerede spise- og drikkevaner uden fanatisme og dermed også en fornuftig vægt har for længst genskabt min livsglæde og positivitet. Jeg har også haft det privilegium hele vejen igennem at have en god opbakning fra hjemmefronten. HJERTENYT Jeg kan igen, konkluderer Uffe Bruhn Hansen 25
Download PDF fil