Formanden har ordet Kære medlemmer. Det har været en kort vinter. Selv om kalenderen kun viser slutningen af februar varmer solen allerede for at vise foråret på vej. Jeg håber, at I alle er kommet godt ind i det nye år og nyder de første forårstegn. Da jeg forleden dag var en tur i Præstø, i det smukke sydlige Sjælland, kørte jeg forbi flere skilte, som tiltrak sig min opmærksomhed. Mange steder på de små veje var der sat hjerteskilte op med teksten "Giv dig tid". Selvfølgelig var de sat op for at få billisterne til at sætte farten ned - men de tre ord peger jo også på noget andet - og meget vigtigt: Giv dig tid! - ikke kun på landevejen, men også i livet. Det er ikke alt, der tåler udsættelse, så se på forsidebilledet, som jeg tog på min tur - og kunne der ikke have stået: Giv dig tid til livet! Det er nu et år siden, at den første elektroniske udgave af Nova Vita udkom, og vi er i bestyrelsen glade for den positive modtagelse af dette nye tiltag. Vi har stadig håbet om, at flere medlemmer får lyst til at skrive til Nova Vita. Det vil styrke bladet yderligere, hvis flere sendte os materiale og andet, som kunne deles med alle de andre medlemmer gennem Nova Vita. Så vores opfordring til alle er stadig: Brug Nova Vita til at fortælle de andre medlemmer om det, der ligger dig på hjertet. I januar måned afholdte bestyrelsen et seminar i København, hvor vi over to dage havde mulighed for at gå i dybden med spændende diskussioner om klubbens kommende aktiviteter og fremtidige projekter. Bl.a er vi kommet langt med planlægningen af årsmødet, som i år afholdes i Silkeborg i weekenden d. 13.-14. september. Vi glæder os til at præsentere programmet i næste nummer af Nova Vita. Som formand for klubben modtager jeg mange henvendelser fra folk, der er interesserede i at komme i kontakt med hjerte- og lungetransplanterede. Det er f.eks. studerende, ph.d. studerende og journalister fra ugeblade, tv og andre medier. Derfor kunne det være rart at have en liste over medlemmer, der har lyst til at stille op til interviews o.l. Er du en af dem, så send mig en mail med et par ord om dig selv: hvornår er du transplanteret og meget kort om dit transplantationsforløb. Så vil jeg oprette et lille arkiv, så klubbens erfaringer kan komme andre til gode på forskellig måde. Jeg håber, at du vil have glæde af dette nummer af Nova Vita. Bl.a. inviterer klubben til en enestående filmoplevelse, præsenterer Hjerteforeningens nye direktør og helt som vi plejer, har vi også en transplantationshistorie. Med disse ord vil jeg gerne ønske alle et rigtig godt forår. Dorthe Skov Larsen Tilbage til forsiden Nova Vita nr. 1, februar 2014 Side 2
Download PDF fil