Transplantation NYT HJERTE – Men jeg levede med begrænsningerne. Sådan er det jo at have en medfødt sygdom. Du kender ikke til andet og affinder dig med, at du kun kan, det du kan. Diagnosen, restriktiv kardiomyopati, en form for hjertesvigt, fik hun i starten af 00’erne. Graviditet og barsel med Theodor i 2006 gik efter omstændighederne godt men med mange kontroller, og efter endt barsel blev hun af sine læger opfordret til at lade sig pensionere. De følgende år tog symptomerne til. Først langsomt, snigende, siden tiltagende og omsiggribende med smerter og konstant udmattelse til følge. I efteråret 2013 opstod der en kraftig forværring af sygdommen: De 11 trin til hjemmets førstesal kunne efterhånden kun tilbagelægges med adskillige indlagte pauser, “og jeg så stadig stjerner, når først jeg endelig var kommet derop”, husker Kathleen. Turen op ad bakke hjem fra sønnen Theodors institution var umulig at forcere på cykel og krævede, at resten af dagen blev tilbragt med hvile på sofaen. Og især én oplevelse står i efterrationaliseringens ofte klare lys helt skarp: Under en ferie i Tyskland var familien på udflugt og skulle gå det lille stykke fra busstoppestedet hen til et museum. – Og det eneste, jeg ønskede mig, var en kørestol. Jeg var 35 år og frygteligt ked af det, men jeg kunne ikke klare den tur. Jeg havde så mange smerter, at jeg næsten ikke kunne være i mig selv. Kort forinden havde hun været til adskillige undersøgelser på grund af kraftige mavesmerter. Undersøgelser, der var endt blindt, hvorfor lægen havde opfordret hende til at fremrykke sin årlige kontrol på Rigshospitalet. Den blev til en uges indlæggelse, bl.a. med samtaler med transplantationslæger, og det var først her, det begyndte at dæmre for hende, hvor dårligt hendes hjerte havde det. “ Det er et fantastisk opkald at få. Det er ikke bare et organ, det er selve livet, de ringer med” – Under indlæggelsen mødte jeg for første gang nogle, der var blevet transplanteret, og de så ud som om, nogen lige havde tændt solen. De strålede. At se dem tændte et håb hos mig. Fra at nikke til en plads på transplantationslisten til at modtage opkaldet om, at der var et nyt hjerte til hende, gik der 21 dage. Kathleen havde inden da fået at vide, at “det kan være nu”, men at der også kunne gå lang tid, mange måneder. Under alle omstændigheder skulle hun begynde at gøre sig klar, så hjemme igen gik hun i gang med at pakke tasken, vænne sig til tanken og ikke mindst sørge for, at der altid var mobildækning. – Det fyldte meget i starten. Når jeg fx var ude i en skov og opdagede, at der pludselig ikke var signal, jamen, så måtte jeg skynde mig ud. Og jeg skulle helst blive på Sjælland, så vi rejste ikke nogen steder i den periode. Forberedelsen Hun var også blevet opfordret til at gøre sig overvejelser om, om der var ting, hun ønskede afklaret inden operationen, samtaler, hun skulle tage, breve, hun skulle skrive. Theodor var på det tidspunkt syv år – for ung til at modtage et afskedsbrev fra sin mor, hvis operationen ikke skulle gå godt, syntes hun. – I stedet besluttede jeg, at han skulle passe på det kors, jeg har om halsen, og som han ved, jeg altid går med. Det symboliserer, at man aldrig er alene. Det gav jeg ham, da jeg tog afsted, og ønskede, at han skulle beholde, hvis ikke jeg vendte tilbage. 12 HJERTELIV · SEPTEMBER 2018
Download PDF fil