Formanden har ordet Kære medlemmer. Dette nye nummer af Nova Vita er præget af klubbens sommeraktiviteter: Den kommende Generalforsamling og Årsmødet, som i år afholdes i Silkeborg, og de 15. Europæiske Championships for Hjerte- og Lungetransplanterede, som finder sted i Vilnius fra d. 12.-17. juli. Det er i dette nummer, du kan læse mere om både Generalforsamling og Årsmøde – og ikke mindst nu du skal tilmelde dig. Bestyrelsen har igen i år forsøgt at sætte et spændende program sammen, som vi håber vil give alle deltagere nogle gode dage med hyggeligt samvær og inspirerende foredrag. Men inden vi når frem til Generalforsamlingen og Årsmødet drager 25 deltagere fra Danmark til Lithauens smukke hovedstad Vilnius, hvor der helt sikkert venter dem en spændende oplevelse med både konkurrencer og socialt samvær med ligesindede fra en lang række andre europæiske lande. I næste nummer af Nova Vita vil vi selvfølgelig have en stor rapportage fra arrangementet. I dette nummer kan du også læse om 50-året for den første nyretransplantation i Danmark. Her startede der en helt fantastisk udvikling, som vi her i klubben jo også er en del af; nemlig mulighederne for at få vitale organer transplanteret, som giver både livskvalitet og livsforlængelse til mennesker, som for blot få årtier siden ikke ville have haft nogen muligheder for overlevelse. Som vi har vist i de tidligere numre af Nova Vita har denne udvikling givet os nogle meget smukke og gribende transplantationshistorier. I dette nummer kan du læse Ediths historie, som dog er anderledes end de transplantationshistorier, som vi hidtil har bragt. Edith fik for 16 år siden transplanteret en ny lunge. Nu er Edith imidlertid tilbage ved udgangspunktet, fordi den nye lunge ikke længere er funktionsdygtig. Læs den gribende historie om, hvordan den bedste gave, Edith fik, nu har forladt hende igen. Nova Vitas faste punkt – Fra bestyrelsen – er denne gang andet og mere end de informative mødereferater. Således har vi også en side med nyheder samt en sektion med mindeord. Hermed ønsker jeg alle en rigtig god sommer. Dorthe Skov Larsen. Tilbage til forsiden Nova Vita nr. 2, maj 2014 Side 2
Download PDF fil