Formanden har ordet Kære medlemmer. Vi håber, at I alle har haft en dejlig sommerferie. For en gangs skyld kunne vi jo heldigvis ikke klage over vejret. I bestyrelsen har vi også holdt sommerferie, men tog fat på arbejdet igen med et bestyrelsesmøde i Odense i forrige uge. I øjeblikket er førsteprioriteten at få de sidste detaljer omkring årsmødet på plads. En anden ting, som rangerer højt på prioriteringslisten er klubbens hjemmeside. Det er meget beklageligt, at siden har ligget stille i så lang tid. Som I kunne læse i Nova Vita tidligere på året, så valgte klubbens tidligere webmaster at indstille samarbejdet med klubben i februar måned. Vi valgte dengang at gå til Hjerteforeningen, fordi vi mente, at det på lang sigt ville være den bedste løsning. Det mener vi stadig, men pga. travlhed hos HF har vi desværre måtte vente rigtig længe, før de kunne tage fat på opgaven. Heldigvis kan jeg fortælle, at de nu er i fuld gang, og at de har lovet, at siden kører igen inden årsmødet. Inden sommerferien havde jeg fornøjelsen af at deltage i et weekendarrangement i Leiden i Holland i forbindelse med EHLTFs årlige generalforsamling. Det var en rigtig god oplevelse at være med, og det var specielt rart at møde vores nordiske kolleger. Jeg glæder mig til at se dem igen, når jeg sammen med Trine repræsenterer Danmark ved Nordisk Møde i Finland i slutningen af september. I dette nyhedsbrev kan I læse om generalforsamlingen m.m., og på forsiden af nyhedsbrevet ses et gruppebillede af repræsentanterne fra alle de lande, som deltog i generalforsamlingen i Holland. Og når vi nu er ved EHLTF, så er det os en stor glæde at kunne overbringe denne gode nyhed: Selvom det i lang tid så ud som om, der ikke kunne findes noget værtsland for EHLTFs sportslege i 2014, så ligger det nu fast, at legene bliver afholdt! Vi kan således meddele, at European Heart and Lung Transplant Championships finder sted i dagene 12.-16. juli 2014 i Vilnius i Litauen. Ligeså snart der foreligger mere information, bliver den naturligvis videregivet til jer med det samme - men sæt allerede nu et stort kryds i kalenderen. I dette nyhedsbrev kan du blive lidt klogere på, hvad en årskontrol indebærer for de medlemmer, som har modtaget et andet organ end dig selv; hvad er det "festlige" BAL, som lungetransplanterede snakker om, og hvad vil en MYBI for hjertetransplanterede sige? En, som formodentlig har godt styr på begge dele, er Hakon, der med sin bloktransplantation for hele 18 år siden har modtaget både nyt hjerte og nye lunger. Læs om hans travle og aktive liv på side 11. Årets tredie nyhedsbrev indeholder desuden en reportage fra Hjerteforeningens årlige Repræsentantskabsmøde, som blev afholdt i maj måned, en artikel om Sundhedsdagen i Holbæk, hvor Pernille deltog som repræsentant for Oplysning om Organdonation, samt flere andre hyggelige indslag. Vi håber, at det vil bringe jer et par timers inspirerende underholdning. Nova Vita nr. 3, september, 2013 Side 3
Download PDF fil