NYT FRA BØRNEKLUBBEN Forældreteamet på Riget: Helle Meinhardt giver stafetten videre HEART TEENS ÅRHUS: Kom til vores møder i efteråret Hjertebarnsmor Helle Meinhardt stopper efter 13 år som frivillig i forældreteamet på Rigshospitalet, der hver onsdag kl. 19 hjælper nye hjertebarnsfamilier. Af journalist Monica C. Madsen For 13 år siden fik en gruppe mødre til hjertebørn en god idé: Nye hjertebarnsfamilier indlagt på børnehjerteafdelingen skulle have mulighed for snakke med garvede hjertebarnsfamilier om den nye og overvældende situation, de pludselig var havnet i. En af dem var Helle Meinhardt, og ligesom de øvrige mødre, var hun i forvejen frivillig i Børneklubben, så det faldt helt naturligt at kaste ideen op på Børneklubbens landsmøde: - Vi havde alle sammen selv savnet nogle at snakke med, da vi var indlagt med vores små nye hjertebørn på Rigshospitalet – derfor ville vi gerne hjælpe nye familier. Der var stor tilslutning til ideen, og det blev besluttet, at ordningen både skulle køre på Riget og på Skejby: Klokken 19 på helt faste dage sad 2-3 garvede hjertebarnsforældre klar på de to hospitalers børnehjerteafdelinger – på Rigshospitalet med Helle Meinhardt som koordinator siden 2011. I starten fandt forældregruppen selv midler til at uddanne sig: De søgte og fik midler fra statens satspuljemidler til et weekendkursus, som Helle Meinhardt arrangerede. Efter et par år besluttede Hjerteforeningen at støtte ordningen økonomisk som led i en ny patientstøtteindsats, og i dag sidder der nu på 13. år frivillige, erfarne hjertebarnsforældre klar til at hjælpe nye familier hver onsdag kl. 19, både på Rigshospitalet og på Skejby. Mange hundrede indlagte hjertebarnsforældre har indtil nu haft glæde af ordningen, der ofte er en meget stor støtte i den svære situation, de fleste forældre kastes ud i, når deres barn får diagnosen og tæppet rives væk under familien. - Det har også personligt været meget givende for mig at være med i ordningen, siger Helle Meinhardt: - Du føler virkelig, at du gør en forskel, når du taler situationen igennem med nye hjertebarnsfamilier, for de eneste, der forstår, hvad forældre med et indlagt barn går igennem, og hvordan det påvirker dem både nu og på lang sigt, det er os, der selv har prøvet turen på vores egen krop. Det har ikke været nemt for Helle Meinhardt at træffe beslutningen om at trække sig ud af ordningen: - Det er et par år siden, jeg besluttede mig for at ville stoppe, og der er nu oplært så mange nye frivillige forældre, at jeg med sindsro kan give ansvaret videre – med stolthed over, at vi forældre selv har taget initiativ til og virkeliggjort vores idé om, at ville gøre en forskel for andre forældre i samme situation. Helle Meinhardt har – siden hun for 23 år siden fik sønnen Kevin, der er født med et halvt hjerte – været frivillig i Børneklubben. Både som landsformand for Børneklubben, som regionsformand i Region Hovedstaden, og som koordinator for de frivillige forældre på Rigshospitalet. - Helle Meinhardt og de øvrige forældre, der gennem årene har deltaget i forældreteamet på Riget og Skejby, har gjort en kæmpestor indsats for andre hjertebarnsfamilier, som har stået i meget svære situationer. En indsats, som vi i Hjerteforeningen også takker dem for, siger projektleder Mettine Due fra Hjerteforeningen. Du kan møde de frivillige forældre hver onsdag kl. 19-21 på afdeling 4144's køkken på Rigshospitalet, og på Skejby i Trygfondens Familiehus. Af sygeplejerske Anita Lykke Christiansen Er du hjertesyg mellem 15 og 19 år, og har du lyst til at være en del af et fællesskab med andre unge hjertesyge, er du meget velkommen i Heart Teens. Vi mødes her i efteråret i Hjerteforeningens Rådgivning i Aarhus 5. oktober, 1. november og 7. december kl. 17.30-21.30. Med til møderne er altid en hjertesygeplejeske, og som regel en anden fagperson. Vores psykolog deltager 5.oktober og 7. december. Hver gang starter vi med at sige velkommen til nye deltagere, og så tager vi en runde, hvor vi snakker om, hvad der er sket siden sidst. Herefter bruger vi en times tid på et emne. Vores psykolog Anne Mose har f.eks. talt om eksamensstress, og hvordan man kan tackle forskellige former for stress, og vi har talt om emner som mindfulness, og hvad der er godt at spise, hvis man gerne vil holde sig rask. Når det passer ind, bruger vi også tid på at lave en film, der viser andre hjerteunge, hvad vi laver, når vi mødes i Heart Teens. Efter mødet laver vi mad, hygger og spiser sammen, og til sidst rydder vi op. Det er gratis at deltage: Du skal blot melde dig til på facebook i gruppen Heart Teens. Vi har både en lukket og en åben gruppe. Du skal tilmelde dig i den åbne gruppe, hvor vi opretter begivenheden. Vil du vide mere, kan du kontakte Hjerteforeningens rådgivning i Århus på tlf. 70250000 – tryk først 3 for centret, og derefter 3 for Århus. Du kan også sende en mail til alykke@hjerteforeningen.dk. Husk at oplyse dit telefonnummer og tidspunkt, så vil hun ringe dig op. Er du med i den lukkede facebookgruppe, kan du også lave et opslag, hvor du spørger de andre. Hvorfor være med i HEART TEENS? FORDI, siger nuværende og tidligere deltagere: Vi finder flere som os selv Du får svar på dine spørgsmål Du får venner – måske for livet Det gir’ overskud i hverdagen Vi har det altid sjovt. 16
Download PDF fil