NYT FRA BØRNEKLUBBEN Det nye Koordinationsudvalg i Børneklubben er nu i gang Hvad er det nye koordinationsudvalg egentlig for noget? Her forklarer børne- og ungekonsulent Thomas Larsen fra Hjerteforeningen, der også selv er hjertebarnsfar, hvad formålet med udvalget er, og hvordan det er med til at sikre, at der stadig vil være masser af landsdækkende aktiviteter, hvor hjertebarnsfamilier fra hele landet kan mødes. Af børne- og ungekonsulent Thomas Larsen, Hjerteforeningen Onsdag 17. januar 2018 mødtes hjertebarnsforældrene i Børneklubbens nye Koordinationsudvalg for første gang. Udvalget er blevet oprettet, fordi det giver Børneklubbens regioner mulighed for at mødes og koordinere de landsdækkende aktiviteter på børne- og ungeområdet i Hjerteforeningen. Udvalget er meget vigtigt, fordi det på denne måde sikrer, at Børneklubben arbejder tæt sammen, ikke kun om regionale aktiviteter, men også om de store, samlende landsdækkende aktiviteter. Hver af Børneklubbens 5 regioner får 2 repræsentanter i Koordinationsudvalget: Når den nye struktur forhåbentlig er helt på plads i løbet af 2018, udpeger hver region to medlemmer af regionsbestyrelsen, der også skal være med i Koordinationsudvalget. Udvalget styrer helt selv, hvor tit der er behov for at mødes, hvor i landet det skal foregå, og hvem der skal deltage ud over de faste repræsentanter fra regionerne. Hvis udvalget fx ønsker det, deltager Hjerteforeningens børneog ungekonsulent også. Det første møde i januar gik rigtig godt. Der blev taget mange gode og vigtige beslutninger for fremtiden på børne- og ungeområdet, og allerede nu er det besluttet, hvor, hvornår og hvordan Børneklubbens landsmøder i 2018 skal afholdes. Det næste landsmøde bliver allerede 9.-10. marts 2018. I forbindelse med landsmødet mødes Koordinationsudvalget, fordi medlemmerne vurderer, at det er en god måde at kombinere tingene på, samtidig med at det slider mindre på de frivilliges arbejde. Det ser ud til, at der efter landsmødet vil være fungerende bestyrelser i 4 ud af de 5 regioner. Det betyder, at vi snart igen kan tilbyde rigtig mange gode regionale arrangementer, samt et koordinationsudvalg, der næsten er fuldtalligt. I 2018 er der allerede sat gang i mange forskellige nationale aktiviteter som fx: • Højskole for store og små 11.-13. maj. • Netværksweekend for børn med særlige udfordringer 22.-24. juni. • Ecco Sommerlejr 2.-5. juli i Tønder. • Nordisk ungdomslejr 24.-31. juli. • Familiekursus 24.-26. august. • Søskendeweekend 28.-30. september. Har du emner, som du gerne vil have, at Koordinationsudvalget skal diskutere eller kende til, er du altid velkommen til at kontakte din regionsformand, hvis kontaktdata du finder bag på dette blad. Venlig hilsen, Thomas Larsen, børne- og ungekonsulent i Hjerteforeningen. TRÆNGER DU TIL AT TALE MED EN ERFAREN HJERTEBARNSFORÆLDER? I Hjerteforeningens nye digitale galleri med frivillige forældre kan du komme i kontakt med erfarne hjertebarnsforældre. Af børne- og ungekonsulent Thomas Larsen, Hjerteforeningen Er du forælder til et hjertebarn, kan det være en stor hjælp at have en ligesindet at dele overvejelser, bekymringer, svære tanker og følelser med. Hjerteforeningen tilbyder derfor forældre til hjertebørn muligheden for at tale med erfarne hjertebarnsforældre, som har tid og lyst til at hjælpe andre i samme situation. Det tager kun et øjeblik, hvis du trænger til en snak: På hjerteforeningen.dk kan du nu se fotos af alle de frivillige forældre i det nye online forældregalleri. Du kom- mer i kontakt med den forældre, du gerne vil snakke med, ved at klikke på fotoet af ham eller hende – så popper der en lille formular op, du skal udfylde. Du finder galleriet på http://raadgivning. hjerteforeningen.dk/frivillige-foraeldre/ 14
Print
Download PDF fil