HJERTEBARNSPORTRÆTTET Foto: Kongsgaardfoto.dk m.fl. Faktisk har musikken altid været i mit liv, selvom der var nogle år, hvor alt handlede om fodbold: Da jeg var lille, tog jeg altid gryder, og hvad jeg ellers kunne finde, ud af køkkenskabene for at tromme på dem. Jeg stod også altid og dansede, sang og spillede på min legetøjsguitar, når der var musik på anlægget, eller når min far spillede klaver. I dag har jeg spillet guitar i snart ni år, jeg går i 2.g. på musisk masterclass-linje på Næstved Gymnasium, og udover at jeg indimellem går i byen eller hygger med vennerne, så bruger jeg det meste af min fritid på musik: Jeg bor i en lille hytte i vores have, hvor jeg har bygget mit eget lille studie og øvelokale, så jeg har frie tøjler til spille, skrive sange og give inspirationen frit løb. Jeg ved helt sikkert, at det er min musik, jeg vil satse på at få en karriere med. For den har hjulpet mig på uendelige måder gennem tiden: Takket været den har jeg kunne slukke for hjernen og de svære tanker. Og takket været den har jeg kunne få bearbejdet nogle af de frustrationer over min hjertesygdom, jeg ellers ville have haft svært ved at komme af med . der er intet bedre for mig end at få følelser og kreativitet ud ved at skrive en sang: Når jeg laver en sang, skriver jeg 9 ud af 10 gange ikke om en bestemt situation eller begivenhed, jeg har været udsat for. Altså jeg skriver ud fra en begivenhed, men jeg vender mine oplevelser til en følelse, som de fleste nok kan relatere til. bliver aldrig vant til tanken om, at jeg snart skal opereres, eller til at ligge på en operationsstue på vej til at overlade min krop til andre. Og jeg er stadig nødt til – i en alder af 18 år – at få noget beroligende medicin . jeg vil og kan ikke klare at se det sted, hvor jeg skal skæres i 10 min senere. Jeg ville allerhelst bare glemme det, hvis det var muligt. Det er heller ikke normalt at have alle de tanker og bekymringer i det daglige, som jeg har om mit helbred. Mit livs hårdeste periode var i 2016-17. Jeg vil ikke kalde det en depression, men noget lignende: Jeg havde store problemer med smerter i brystet, der føltes som knivstik, og jeg blev kørt på hospitalet masser af gange, både med og uden udrykning. Selvom jeg fik flere operationer, kunne intet hjælpe mig. Det var en stor udfordring for mig at skulle acceptere, at smerterne nok aldrig ville forsvinde helt, og at jeg skulle leve med dem for evigt. Jeg havde tit ikke overskud til hverken skole eller noget andet – jeg følte aldrig, at jeg var helt mig selv eller rigtig til stede i min krop, heller ikke når jeg var sammen med mine forældre og mine små søskende. Det eneste, der hjalp, var at sætte mig til at skrive en tekst, trykke på optageknappen og lave et udkast eller en demo til en sang. I oktober sidste år fik jeg til sidst så ondt ved hjertet, at jeg blev sendt med ambulance, først til hospitalet i Slagelse, og så videre til Rigshospitalet. Jeg var indlagt i 2 uger, hvor lægerne fandt ud af, at smerterne kom fra hjertet, fordi røret ud til lungepulsåren var meget forsnævret og ville kunne ødelægge mine klap. Så selvom det allerede var slemt i forvejen, viste det sig at være endnu værre, end lægerne troede . i dag tænker jeg, at hvis jeg ikke havde været stædig og holdt fast i, at det var hjertet, der gjorde ondt, var der ikke gået lang tid, før det var gået galt, og jeg i værste fald var faldet død om. Det er ingen hemmelighed, at jeg har været igennem meget, og det er også det, de fleste af mine sange handler om, for jeg har jo oplevet en del mere, end mange på min alder. Det med at man bliver kørt ned af en hospitalsgang til operation, eller at man går rundt og spekulerer på, hvornår man skal opereres igen, eller frygter, at man er så uheldig, at noget går galt. “Alt bliver jo nemmere, når man vænner sig til det,” tænker mange måske. Men når det handler om operationer, vil jeg sige nej: Jeg 5
Download PDF fil