FAMILIER I KLEMME Bianca Lass: ”Husk at anke!” - Kommunerne er desværre meget grænsesøgende i disse år, så JA: Husk at anke! Vi har – efter næsten 18 år som hjertebarnsforældre – vundet to sager i Ankestyrelsen de sidste par år. To sager, som var så åbenlyst bevidst fejlagtige fra kommunens side, at vi fik fuldt medhold i vores henvisninger til tidligere afgørelser. Der er ingen tvivl om, at vi de seneste år har oplevet et paradigmeskifte i kommunernes holdning til handicappede børn, unge og voksne. Og man kan spørge sig selv, hvad det skyldes? Sker der en generel ændring i vores menneskesyn i samfundet som helhed i de her år? Eller handler det om, at de politikere, vi har i øjeblikket, har behov for åbent at tale nedsættende om borgere på overførselsindkomster og dermed – måske ubevidst – skabe en generelt mere negativ holdning til mennesker, der på en eller anden måde har behov for hjælp fra vores velfærdssamfund? I vores familie med et hjertebarn, der nu snart fylder 18, oplevede vi i de første år en del modgang, indtil alle lægepapirer var i orden, og vores daværende kommune – med lidt hjælp fra en engageret politiker – lærte vores datters diagnoser at kende. Derefter kørte det upåklageligt igennem mange år, hvor vi fik den hjælp, vi var berettigede til og havde behov for. Også da vi efter en skilsmisse flyttede til en ny kommune, takket været en flot overlevering fra vores gamle kommune og daværende socialrådgiver. Men i de sidste 3-4 år har mange ting ændret sig: Min datters far og jeg har altid deltes om vores datters indlæggelser, og vi har begge fået tabt arbejdsfortjeneste i det omfang, som det har været nødvendigt at være på sygehus eller hjemme hos hende. Med kromosomdiagnose, immundefekt og kronisk tarmsygdom oven i hjertesygdommen har hendes barndom og ungdom altid været ensbetydende med flere åbne hjerteoperationer samt mindst to indlæggelser om året. Vi har begge vægtet at være fuld tid på arbejde, så vi har kun benyttet os af muligheden for tabt arbejdsfortjeneste, når det har været mest nødvendigt. For at give både vores datter – og ikke mindst os og hendes øvrige søskende – et så normalt liv som muligt på de forudsæt- ninger og vilkår, vi nu har fået. Og selvom far efter skilsmissen flyttede til en anden kommune end børnene og jeg, havde han jo ifølge socialloven stadig ret til kompensation for tabt arbejdsfortjeneste og merudgiftsdækning, når han tog sin del af indlæggelserne og kontrollerne – vi havde fælles forældremyndighed og var begge to omfattet af forældreansvarsloven i forhold til den fælles forsørgelse af vores datter. Vores samarbejde med kommunen fungerede upåklageligt, indtil for knap 3 år siden, hvor det gik galt lige efter en indlæggelse: Pludselig mente kommunen, at far – på trods af begge lovgivninger – ikke længere var berettiget til tabt arbejdsfortjeneste og merudgifter, fordi han ikke boede sammen med os! Og selvom han ankede og henviste til andre sager, hvor Ankestyrelsen havde truffet afgørelser om, at far også var berettiget, valgte kommunen – givetvis mod bedre vidende – at holde fast i deres afgørelse. Efter 9 måneder vandt han sagen i Ankestyrelsen, og kommunen forsøgte så at forhale sagen yderligere ved at komme med andre påstande om, at han ikke var berettiget. Han kunne igen henvise til andre lovgivninger, og så accepterede de endelig. Men på denne måde havde de så – med hjælp fra Ankestyrelsens lange sagsbehandlingstider – fået flyttet udgiften til nyt budgetår . . Jeg har via mit netværk efterhånden hørt en del om min kommunes børnehandicapteams opførsel, og det er min klare opfattelse, at vores sag meget tydeligt demonstrerer en strategi og en tendens fra kommunens side. De nye tal fra Ankestyrelsen taler også deres tydelige sprog: Vores kommunen ligger meget, meget højt i statistikken over sager, hvor forældre får ret i deres anker. Desværre kan det i nogle sager betale sig for kommunen at træffe bevidst forkerte afgørelser – ja det kan ligefrem give dem en økonomisk gevinst: Nogle ydelser kan nemlig ikke udbetales med tilbagevirkende kraft, og nogle familier orker simpelthen ikke at bruge tid på en anke oveni den krævende dagligdag med et kronisk sygt eller handicappet barn. Jeg er efterhånden nok nået dertil, hvor jeg tænker, at skal vi have gjort op med dette forfærdelige menneskesyn og det paradigmeskifte, som er sket i kommunerne, så tror jeg ikke, at bøder til kommunerne er løsningen. For det vil blot ramme alle skatteborgerne i sidste ende. I stedet kunne man indføre, at socialrådgiverne udstyres med en autorisation, der giver dem ret til at rådgive. En autorisation ligesom læger og sygeplejersker, som de kan fratages, hvis de træffer åbenlyst ulovlige beslutninger, eller hvis kvaliteten af deres sagsbehandling er stærkt kritisabel. På den måde kunne man fastholde, at de er rådgivere og ikke kassemestre. Måske skal man også på landspolitisk plan se i øjnene, at kommunernes selvstyre på handicapområdet efterhånden har spillet så meget fallit, at man er nødt til at tænke større, så borgerne kan være sikre på, at deres retssikkerhed og rettigheder ikke krænkes. Fx kunne man måske oprette handicapcentre i stil med Udbetaling Danmark-konceptet? NY FAST TRACK I ANKESTYRELSEN: HURTIG AFGØRELSE, HVIS DU MÅ ANKE TO GANGE Selvom du får ret i din anke, og Ankestyrelsen beder kommunen om at genbehandle sagen, er du måske også nødt til at anke kommunens nye afgørelse. Derfor har Ankestyrelsen nu indført en særlig fast track-ordning, hvor anker skal behandles inden for 8 uger på en række udvalgte områder. Blandt andet i sager om handicappede børn, hvor man søger om hjælp til • Betaling for dagtilbud og klubtilbud • Merudgiftsydelse §41 + tilbagebetaling • Tabt arbejdsfortjeneste §§42, 43 + tilbagebeta- ling • Personlig hjælp og ledsagelse • Hjælpemidler §112 • Forbrugsgoder §113 • Biler §§114 og 115 • Boligindretning §116. De nye frister er også blevet skrevet ind i retssikkerhedslovens §3a, og de forventes at træde i kraft 1. juli 2018. Fast track-ordningen er en del af indsatsen for at skabe bedre kvalitet i sagsbehandlingen på handicapområdet. 13
Download PDF fil