HJERTEBARNSPORTRÆTTET tenen går det bedre, og jeg kører ham tilbage til skolen. Midt om natten ringer mobilen – Mikkel har igen så mange smerter, at han ikke kan holde det ud. Jeg kører til Grenå og henter ham. Skadestuen vurderer igen, at han bare skal spise nogle panodiler. Næste morgen skriver jeg til Keld, der beder os komme ud på Skejby om eftermiddagen. ”Mikkel, det er simpelthen dit hjerte, der ikke kan så meget mere," forklarer Keld, da vi kommer derud. Min første tanke er også denne gang: ”Det er løgn! Det kan ikke passe – det tror jeg ikke på!”. For jeg synes jo, jeg har så god en pagt med ham foroven, at det skal vi ikke. Men Mikkel har ondt, fordi der blandt andet ikke kommer blod nok til leveren og til nyrerne – hjertet er ved at være for slidt, forklarer Keld: ”Så nu tager vi nogle tests på dig for at finde ud af, om du kan blive godkendt til et nyt hjerte …” – der forsvinder gulvet under mig. Måske kan Mikkel slet ikke få et andet hjerte. Mikkel er så dårlig, at han intet kan, da han bliver testet. 1. april får vi svar: Han er godkendt, og lægerne regner med, at der højst vil gå et halvt år, før der er et hjerte til ham. Han begynder med det samme på hjertemedicin, men det går kun én vej – han bliver dårligere og dårligere og må stoppe på skolen og flytte hjem til os igen. Da det bliver sommer, er vi nødt til at låne en kørestol, for han kan intet. Det værste er, at jeg ikke kan få lov at gå på nedsat tid, fordi han er over 18. Selvom han er så dårlig, at hans hjerte pludselig kan stå af, mens han ligger alene herhjemme. Det eneste, kommunen kan tilbyde, er at han kan sidde i plejehjemmets aktivitetscenter i dagtimerne. Og det hverken vil eller kan han: Når han har været vågen i 2 timer, er han så udmattet, at han sover resten af dagen. I stedet ligger han herhjemme med mobilen ved siden af, så han kan ringe til mig, mens jeg er ude i marken, hvis han pludselig får det dårligt. Jeg kører rundt i Midtjylland som sælger – det er virkelig hårdt, at jeg ikke aner, om han stadig er levende, når jeg kommer hjem. En dag ringer han fx og siger: ”Mor jeg er lige besvimet, hvad gør jeg?”. Speederen ryger omgående i bund, og jeg kører 180 km i timen hjem, mens jeg forklarer ham, at han med det samme skal lægge sig ned på gulvet med en pude og benene oppe og mobilen ved siden af, så kommer jeg hurtigst muligt. Da jeg ringer fem minutter senere, tager han den ikke. Jeg ringer omgående 112 og forklarer, at min søn venter på nyt hjerte, at han har lige ringet, fordi han er besvimet, og nu kan jeg ikke komme i kontakt med ham … så ryger strømmen på mobilen. Heldigvis holder ambulancen uden for vores hus, da jeg kommer, og der er ikke noget galt – Mikkel er gået i bad. Men de tør ikke andet end at tage ham med på Skejby, så han kan få et tjek. Det nye hjerte dukker ikke op – der går to år, hvor Mikkel det meste af tiden ligger og sover i sin seng. Imens falder vennerne fra en efter en. I februar, da Mikkel bliver 24, kan jeg næsten ikke holde det ud mere. Det er for umenneskeligt, det Mikkel skal stå igennem. Måske er det for egoistisk af mig at blive ved med at insistere på min pagt med ham deroppe. For det er ikke et liv, det Mikkel har nu. Selvom jeg hele vejen igennem har insisteret på, at han skal blive her, er det måske ikke længere det bedste for Mikkel, hvis han ikke kan få det samme voksenliv som andre unge. Mener ham deroppe, at Mikkel ikke skal være her mere, er det ok, at det sker nu, så Mikkel ikke skal lide mere. Han står bare ude på sidelinjen og ser på, at livet kører forbi – ved et stoppested, hvor bussen ikke stopper: Mens hans søskende flytter hjemmefra, begynder at få børn, karriere osv., har han intet at se frem til. Efter at have kæmpet i 24 år og insisteret på, at han skal overleve, er jeg tæt på at opgive. Heldigvis dukker Mikkels nye hjerte op en måned senere. Pludselig en nat står Mikkel ved min seng og siger ”Så er det nu!”. Jeg er helt forvirret og kan slet ikke finde ud af at pakke. En time senere er vi på vej til Skejby. Det nye hjerte slår med det samme, da det kommer ind i Mikkels krop. Det skal ikke engang stødes. Og der er ingen tegn på afstødning. Det er et rigtigt turbohjerte, som kirurgen siger. Mikkels hjerte derimod er helt nedslidt og havde ikke holdt ret meget længere. Det er dobbelt så stort som det nye hjerte, for det er jo en muskel, og det har måtte arbejde virkelig hårdt for at holde hans krop i gang. Mikkel vågner meget hurtigere, end vi regner med: Vi står hele familien rundt om sengen, da han kommer til bevidsthed, og det første der sker, er at han bevæger munden og hvisker ”Mor, jeg elsker dig.” Gennem alle årene har mine børn aldrig set mig 11
Download PDF fil