HJERTEBARNSPORTRÆTTET Da Mikkels liv gik i stå i 2 år ”Ham skal I nok ikke regne med at få med hjem,” måtte hjertelægen forklare Mikkels mor og far 10 timer efter fødslen, hvor Mikkel havde været på operationsbordet og fået åbnet brystkassen. ”Det skal være løgn – han SKAL med hjem!”, besluttede hans mor, Helle Ranzau. Siden har Helle kæmpet stædigt for at give Mikkel på nu 27 år et godt liv. Men hun var lige ved at knække, da han måtte vente to år forfærdelige år på et donorhjerte, mens hans eget hjerte var ved at stå af. Af journalist Monica C Madsen Babyliften stod klar til at fragte lillebror hjem til Christine på 2, da Mikkel blev født en sen lørdag eftermiddag i februar 1991 på Sønderborg Sygehus. Men turen kom ikke til at gå hjem: 6 timer senere var Mikkel på vej i ambulance til børnehjerteafdelingen på Skejby Sygehus, mens hjertekirurgen blev fløjet ind i helikopter. Ved midnat kom han på operationsbordet og fik åbnet brystkassen. "I må hellere lave en ny, for ham her skal I nok ikke regne med at få med hjem," forklarede hjertelægen en time senere, midt i den mørke februarnat. For da kirurgen så, hvor kompliceret Mikkels hjertefejl var, lukkede han ham igen, uden at operere ham. Men sådan kom det ikke til at gå: ”Det skal være løgn! Han SKAL med hjem!”, var Mikkels mors, Helle Ranzaus første tanke, da kirurgens ord faldt på plads. Samtidig blev Mikkel født på et heldigt tidspunkt – netop i 1991 blev det første hjerte på Skejby transplanteret. Og takket været Helles stædighed, lægernes dygtighed og de syv mileskridt, som udviklingen indenfor hjertekirurgi har taget de sidste 25 år, overlevede Mikkel og har i dag fået et nyt turbohjerte. - Hvor var det godt, at jeg ikke blev skannet, mens jeg var gravid – det har jeg tænkt mange gange siden, indleder Helle den lange beretning om, hvordan det mod alle odds er lykkedes at nå dertil i dag, hvor Mikkel endelig har fået et hjerte, der er så stærkt, at han her i august har cyklet 267 km for at støtte Hjerteforeningen, er i lære som kok og har fået sin egen lejlighed. - Jeg kunne jo ikke mærke, at der var noget galt, da Mikkel lå inde i maven. Det var min anden graviditet, og han var fint stor. Men havde man konstateret, at han havde en hjertefejl, som betød, at han ville dø kort efter fødslen, ville jeg havde fået ham fjernet for at skåne hans storesøster for den forfærdelige oplevelse. Det er en surrealistisk situation, vi står i, da vi får beskeden. Ebsteins Anomali hedder hjertefejlen. I Mikkels tilfælde er den særlig alvorlig, fordi hjerteklappen sidder alt for langt nede. Derfor vil han formentlig dø i løbet af et par dage. De første mange timer sidder jeg ved siden af respiratoren og synger for ham, mens jeg holder ham i hånden, og natten bliver til dag. Jeg ved godt, at jeg skal sige farvel, for det har de jo sagt til os. Men jeg har båret ham så tæt ved mit hjerte, at jeg simpelthen ikke kan slippe ham. Jeg vil ikke. Det eneste, jeg kan tænke på, er: ”Du skal bare ikke dø! Jeg vil gøre alt for at få dig med hjem – jeg må give dig al den livskraft og styrke, jeg kan, og så må jeg bare nyde den tid, jeg kan få med dig.” Jeg sover næsten ikke de første mange døgn. Mandag er det stadig kritisk, men Mikkel er i live. Det bliver han ved med at være, mens den ene dag tager den anden, hvor jeg sidder ved siden af ham og forsøger at give ham alt det nærvær og al den gejst og glæde, jeg kan. Vi er i alt 3 uger på Skejby. Fem andre børn på intensiv dør. Men det går kun fremad med Mikkel. Og i den sidste uge, hvor Mikkel selv kan trække vejret og kommer ud af respiratoren, kan jeg igen sove om natten. For da ved jeg med mig selv, at jeg får ham med hjem. Vi bliver så overført til børneafdelingen, og efter 5 dage får vi endelig lov at tage ham med hjem med tasken fuld af medicin: ”Det er et mirakel, at det kan lade sig gøre,” siger lægen, og vi kan forstå på ham, at vi nok ikke skal regne med, at Mikkel kommer til at holde 1 års fødselsdag. På vej hjem i bilen, har jeg en hel klar fornemmelse af, at jeg nok skal holde ham i live 8
Download PDF fil