HJERTEBARNSPORTRÆTTET luftvejsinfektioner. Og vi glæder os til endelig at blive samlet som familie igen: Vi er som sådan ikke urolige. Vi tænker mest på, hvordan holder vi ham fri for sygdom med to daginstitutionsbørn derhjemme. For pludselig er vi rædselsslagende for infektioner: Vi begynder at leve meget klinisk og takker nej til besøg, så vi ikke slipper uønskede virusser ind i huset, og så vi får ro til at finde os selv som en ny familie på fem, hvor vi både skal tage ekstra hensyn til Vilfreds helbred og til pigerne, som har savnet os. Set i bakspejlet går alvoren først rigtig gik op for os lige inden fødslen. Den skal sættes i gang en mandag, så det tegner til en hurtig fødsel. Derfor beslutter vi, at pigerne skal blive hjemme – det er tryggest for dem, at de kan følge deres vante gang i dagpleje og børnehave, vurderer vi. Men der kommer til at gå lang tid, før vi er hjemme igen: Efter en hel uges igangsættelse, energien nede på nulpunktet og et stort savn efter pigerne, bliver Vilfred endelig født ved planlagt kejsersnit mandag morgen den 31. august. Vi får lov til lige hurtig at se ham, inden han bliver taget ind i et andet rum. Vi er stadig trygge ved, at der bliver taget hånd om ham: Vi har aftalt på forhånd, at Jan skal følge med Vilfred rundt på afdelingerne, indtil han kommer på intensiv. Lene skal blive i sengen på grund af komplikationer, så hun får først rigtig god tid med ham om aftenen. Det er meget hårdt for os begge: Vi vil gøre alt for at hjælpe vores syge barn, men vi er handlingslammede og har ingen mulighed for at ændre på situationen. Næste dag nøddøber vi Vilfred – det er en fin lille stund, hvor pigerne og mormor også er med. Og næste morgen bliver han to dage gammel kørt til operation. Vi forsøger at holde fokus på, at vi skal være rolige, for operationen er afgørende for, at han kan overleve. Men ventetiden er lang, og vi er meget lettede, da vi endelig bliver ringet op og får at vide, at operationen er gået godt. Det slår hårdt at se ham ligge koblet til endnu flere maskiner. Der er svært ikke at kunne holde ham sine arme og give ham den tryghed, man ellers giver sine nyfødte – og man er heller ikke den, der har ansvaret for at passe ham. Heldigvis kommer han sig hurtigt, og allerede 3 dage senere bliver vi sendt over på børneafdelingen. Han trækker vejret hurtigt og kæmper en smule med iltmætningen, men det retter sig lige så stille. Han bliver også skannet: Hjertet ser ud som forventet efter operationen, men lægerne opdager, at mellemgulvet under hans ene lunge er lammet, så vi bliver instrueret i at give ham ekstra luft med CPAP. 2 uger gammel er han helt klar til at komme hjem, selvom han stadig trækker vejret lidt hurtigt, og hans mellemgulv stadig er lammet. Vi får en maskine med hjem, som kan hjælpe ham, da han har en øget risiko for Vi står op, som vi plejer, søndag den 27. september – dagen inden Vilfred bliver 4 uger: Pigerne leger med ham på gulvet, han får CPAP og bliver spist af, og så lægger vi ham til at sove i liften på sofaen, mens pigerne ser morgentv. Da vi står ude i køkkenet, hører vi et mærkeligt, højlydt skrig inde fra stuen – en lyd, vi ikke kender, og som vi regner med kommer fra børneudsendelsen på tv. Men så hører vi endnu et skrig, og det går op for os, at det er Vilfred, der skriger. Vi løber ind til ham og kan med det samme se, at den er helt gal: Hans hud ændrer farve i det øjeblik, vi tager ham op. Jan reagerer instinktivt – han lægger Vilfred op på køkkenbordet og begynder at give ham førstehjælp, mens Lene får ringet 112. Det hele foregår mekanisk: Alarmcentralen får telefonen på medhør og guider Jan til at give Vilfred hjertemassage, mens Lene løber ud på vejen og ind igen flere gange i løbet af det kvarter der går, før ambulancen og lægebilen er fremme. Det føles som en evighed – vi håber hele tiden på, at Vilfred pludselig gisper og kommer til live igen, sådan som vi har set på film, men det sker ikke. ”Er han stadig død?”, udbryder Lene, hver gang hun kommer ind fra gaden, og svaret fra Jan er forfærdeligt hver gang. Til sidst er vi sikre på, at vi har mistet Vilfred. At se ham ligge der, er det værste syn, man som forældre kan opleve. Akutlægehelikopteren lander i vores baghave, næsten samtidig med at ambulancen ankommer. Alt er pludselig i undtagelsestilstand. Redderne er yderst professionelle, og vi ved, at det er ude af vores hænder nu – de gør alt, hvad de kan, for at redde Vilfred. Vi står lammede og ser på, mens de arbejder med ham: Tankerne myldrer rundt, vi beder 7
Download PDF fil