AKTIVITETER I REGIONERNE REGION HOVEDSTADEN SIDEN SIDST I skrivende stund har vi netop afholdt forældreaften med Lola Jensen. Hun havde meget på hjertet og kom bl.a. ind på, hvordan man håndterer kontroller på hospitalet, undgår at overstimulere sine børn, og hvorfor man bare skal sande, ‘at så langt nåede man med opdragelsen’, når barnet går i puberteten. Hun kom også ind på de forskelle, der er på mænd og kvinder, og hvad det betyder for måden, man tackler det at være en hjertebarnsfamilie på. KOMMENDE AKTIVITETER I efteråret holder vi igen familiebrunch på Kongekilden i Dyrehaven. Det var et rigtig hyggeligt arrangement sidste år, og vi håber på, at se flere af jer igen i år. Den 23. november holder vi vores årlige juletræsfest, der denne gang bliver til en julefrokost. Vi håber på at se så mange af jer som muligt til en hyggelig dag. Informationer om tid og sted vil komme sidst på sommeren. Derudover arbejder vi på flere arrangementer, som vi vil løfte sløret for senere på året. På Bornholm er hjertebarnsfamilierne ved at planlægge en tur til BornPark (minigolf) – datoen meldes ud, når den er på plads. Derudover er Hjertets Motionsdag planlagt – det bliver den 31. august kl. 14 i Aakirkeby. Her er der mulighed for at gå/løbe en tur rundt i skoven og byen, og bagefter vil der være noget godt til ganen, hygge og tombola. Vi ønsker jer alle en rigtig dejlig og forhåbentlig solrig sommer. De bedste hilsner, Bestyrelsen i Region Hovedstaden. REGION SJÆLLAND SIDEN SIDST Så er sommeren for alvor over os, og siden sidst har vi været i Legeland og en tur på klatrecentralen. Vi mødtes i Legeland i Næstved kl 10 lørdag før påske, og mens vi voksne indrettede os med et par borde som vores base med masser af frisk frugt, var alle børn hurtigt ude at lege – både små og store. Dejligt var det, at legelandet var overskueligt og sikkert at færdes i for vores børn. Alt blev flittigt benyttet, både rutsjebaner, klatrestativ, tunneller og spillemaskiner. Vi forældre sad på skift ved bordene og sludrede over en kop kaffe – erfaringer, glæder og oplevelser blev udvekslet, mens børnene kom og gik, legede og drak saftevand, indtil vi sluttede af med at spise dejlige pizzaer. Alle børn og voksne så ud til at have en rigtig god dag, hvor nye venskaber blev knyttet, og alle hyggede sig. Søndag 26. maj mødtes vi igen – denne gang var vi ude at klatre på klatrecentralen. Alle fik testet deres grænser og klatret lidt højere, end de havde forventet, at de turde. Hvis man syntes, at klatringen blev en tand for vild, var der rig mulighed for brætspil og højtlæsning i caféen. Godt trætte i armene spiste vi til sidst pizza sammen, og fik snakket på kryds og tværs. KOMMENDE AKTIVITETER Lige nu ligger arbejdet med de kommende aktiviteter lidt stille pga. manglende kræfter – hold øje med facebook og hjemmesiden for sidste nyt. På programmet i efteråret er indtil videre: Oktober – tur til Møns Klint 23. november - juletræsfest i Eskilstrup December- juletur til Kronborg. Vi har også modtaget en stor donation fra Odd Fellow-logerne i Nykøbing Falster på 25.000 kr. – vi er meget beærede over, at logerne har haft os i tankerne, da de skulle vælge, hvilket projekt, de ville støtte, og vi siger at hele hjertet tusind tak! I ønskes alle en rigtig dejlig ferie! De hjerteligste hilsner, Lillian Riber Rasmussen. 22
Download PDF fil