HJERTEBARNSPORTRÆTTET 4 Vildbassen Vigga fik blodprop i hjernen Mette Terkelsen var ikke i tvivl om, at det var det rigtige at få et donorbarn og en lillesøster til Viktor på 10 – heller ikke da hun fik at vide, at den livlige pige i hendes mave kun havde et halvt hjerte. Men rejsen gennem de tre hjerteoperationer har ikke været nem, og undervejs fik Mette på fornemmelsen, at noget ville gå helt galt. Af Journalist Monica C. Madsen Da Viktor blev 8 år, besluttede hans mor, Mette Terkelsen, sig for at få et barn som eneforælder, hvis hun ikke havde fundet den rette partner indenfor et år: - Jeg har altid gerne vil have flere børn, så jeg satte en deadline for, hvor længe jeg ville vente. Jeg vidste godt, at det ville være krævende at være alene med to børn, men den udfordring ville jeg gerne tage på mig. Så da Viktor var på vej til at blive 9, gik jeg til lægen og bad om hjælp til at få et donorbarn. Jeg fik en henvisning til en privat fertilitetsklinik inde i København, og 1 år efter, i sensommeren 2016, blev jeg gravid. Ved uge 20-skanningen opdagede lægen imidlertid, at fosteret måske havde en hjertefejl: ”Det er en pige, men du skal nok ikke gå ud at købe lyserødt babytøj, før hun er blevet undersøgt nærmere,” forklarede lægen og sendte mig akut videre til Rigshospitalet. Det havde aldrig strejfet mig, at der kunne være noget alvorligt galt, selvom det ikke kom helt ud af den blå luft: Jeg er selv født med hul i hjertet, og min søster havde fået en søn et halvt år før, som havde fået skannet hjertet 3-4 gange, mens han lå i hende mave, fordi de havde mistanke om, at der var noget galt med flowet – alt viste sig dog at være i orden.
Download PDF fil