NYT FRA BØRNEKLUBBEN Med Region Hovedstaden i teatret: FORVANDLINGENS KRAFT En fredag i februar mødtes hjertebørn og deres familier i Øster Gasværk til musicalen Vild med dans, der handler om livsglæde, musik, dans og glimmer – og en god historie om, at man kan nå det umulige med hjælp fra andre. Af Silje Aniella Auersø, Bestyrelsesmedlem i Region Hovedstaden Region Hovedstaden inviterede 21. februar familierne i regionen i Østre Gasværk til forpremiere på den nye Musical Vild med dans, og både børn og voksne havde en sjov og underholdende aften. Vi kunne blot læne os tilbage og lade os underholde af flotte kjoler, modig dans og al glimmeret, men forestillingen rummede også historien om at lykkes med at opnå noget, man ikke troede muligt, når man får hjælp fra andre. De modige dansere og skuespillere var gode til at inddrage os publikum til at deltage i afstemninger og heppe – og nogle af os heppede på begge hold, så der blev kamp til stregen. De medvirkende i forestillingen er både professionelle dansere og skuespillere og almindelige mennesker, der kæmper for deres drøm, og imens de gør det, undergår de en forvandling. Så på den måde hylder forestillingen forvand- lingens kraft og ønsket om at nå de drømme, man har, og de magiske ting der sker, når mennesker mødes og brænder for deres drøm. Undervejs får deltagerne hjælp af deres læremester, når de er ude af deres komfortzone, og det kunne mange af os nikke genkendende til: At det er vigtigt at få en hjælpende hånd, og at få den hjælp, man har brug for, på det rigtige tidspunkt. At det er vigtigt ikke at føle sig alene i verden, og at hjælpen tit kommer til en, når man har brug for den for at komme videre i processen. Der blev også tid til at snakke sammen før forestillingen og i pausen, og flere hjertebørn kunne genkende det med, at der har været udfordringer eller bump på vejen som fx operationer, men at det alligevel er værd at forfølge sine drømme i livet. - Hvis man har en drøm, er det vigtigt at kæmpe for den, sagde Arense Isabelle Auresø, 14 år, fx i pausen. Efter forestillingen gik vi alle sammen glade og opløftede hjem: - Vi ankom glade med forventningen om at se en masse flotte kjoler, lækre danse og god stemning, og alle vores forventninger blev indløst til fulde, sagde Elena Wilhelmsen, som er hjertebarn, og hendes mor, Britt Wilhelmsen tilføjede: - Vi er så glade for, at Børneklubben giver os mulighed for at komme ud og få gode oplevelser: Vi glædede os vildt til at komme en tur i byen, for Elena er hjertebarn, og det er ikke tit, hun orker meget andet end at passe sin skole. Men med Børneklubbens fede arrangementer er det så nemt at komme ud ad døren – det er bare at melde sig til, og så sørger andre for programmet, som vi får god info om op til arrangementet. Stemningen i Østre Gasværk var skøn, og det er bestemt ikke sidste gang, vi tager med til et af Børneklubbens gode, festlige og hyggelige arrangementer. Dejligt at få en glad aften serveret på en så nem og tilgængelig måde: Endnu engang TAK! 9
Download PDF fil