BØRNEHJERTELINJEN Mød børnehjertelinjen HER KAN DU FÅ HJÆLP Af Journalist Monica C Madsen Børnehjertelinjen er et nyt tilbud til alle hjertebarnsfamilier, hvor du kan ringe ind og få hjælp med store og små problemer i hverdagen – hver mandag kl. 9-12 og torsdag kl. 13-16 på tlf. 70250000. Når du ringer, kommer du til at tale med Inger Filipsen, som er børnehjertesygeplejerske med mange års erfaring. Hvis du har brug for at tale med psykologen, socialrådgiveren eller diætisten, kan du booke en samtale hos Inger. Mød her Børnehjertelinjens rådgivere og hør mere om, hvad de kan hjælpe dig med: Sygeplejerske Inger Filipsen Psykolog Tina Månsson Sloth Socialrådgiver Line Søndergaard Lundby - Min vigtigste rolle på Børnehjertelinjen er at være den, der lytter, rummer og sparrer med dig som forælder – og jeg tør også tale om tabuerne, hvis du har brug for at vende noget med mig, det kan være svært at tale med andre om. Fx angsten for døden, som kan være lidt af en joker, der kan ramme både børn, unge og forældre. Jeg har god erfaring med, at det kan være en hjælp at få talt ud og sorteret i de kaotiske tanker, så de ikke får lov at overskygge alt det, der er at glæde sig over. Er du usikker på noget, når dit barn skal indlægges, opereres eller til kontrol, kan du også trygt ringe til mig: Jeg har arbejdet med hjertebørn på Rigshospitalet i snart 35 år, og jeg kender til rigtig mange af de problematikker, børn og forældre kan støde ind i, både de praktiske og de psykiske. Er du usikker på dit barns symptomer, kan jeg hjælpe med at vurdere, om det er en god idé at bede om et ekstra tjek hos lægen. Jeg kan også henvise dig til vores socialrådgivere eller diætist, eller til vores psykolog, hvis du eller dit barn har brug for at få vendt de følelser og reaktioner, der kan dukke op. - Jeg har stor erfaring i at støtte familier, som er i krise på grund af alvorlig sygdom, og jeg har igennem mange år støttet og rådgivet børn og unge, der har skulle finde sig selv i et liv med sygdom eller andre svære livsvilkår. Du er velkommen til at kontakte mig. Hold dig ikke tilbage – ring hellere en gang for meget, end en gang for lidt. Fx hvis du eller dit barn er i krise eller har brug for at vende nogle af alle de svære følelser, der kan overmande en i sådan et forløb. Du kan også bruge mig, hvis du har problemer med at få familielivet til at fungere, eller hvis jeres forskellige måder at tackle sygdommen på skaber udfordringer for jer i parforholdet. Eller måske har du brug for hjælp til at få sorteret ud i alle bekymringerne og finde måder at håndtere dem på, så de ikke æder al din energi. Er du ung, er du også velkommen til at booke en samtale: Du kan fx tale med mig om, hvordan du bedst lever med din sygdom, uden at den overskygger dit liv, eller om de bekymringer du kan have for fremtiden. Er du er i tvivl om, hvor meget du skal fortælle andre om din sygdom, eller hvis du ikke ved, hvad du skal gøre, når du føler dig anderledes eller udenfor. Jeg sætter god tid af til samtalen, så der er fred og ro til at tale om de ting, der fylder for dig. - Har du et problem med at få hverdagen til at hænge sammen? Eller med at få den hjælp og støtte, som dit barn eller I som familie har brug for? Så er du altid velkommen til at ringe til mig – måske er der en mulighed for at få hjælp, som du ikke kender til. For det kan være svært som hjertebarnsforælder at overskue, hvad du egentlig har ret til, og hvem du kan bede om hjælp til hvad – det er et kæmpesystem. Derfor kan jeg hjælpe dig med at få overblik over, hvilken hjælp du kan være berettiget til i netop den situation, din familie står i. Jeg kan også klæde dig på med råd og vejledning, når du skal til møde med fx kommunen, for meget af den hjælp, du kan søge, når du har et hjertebarn, er baseret på en individuel vurdering af netop dit barns eller din families situation. Fx kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, forlængelse af barselsorlov, dækning af merudgifter, mulighed for at få tilskud til Familiekursus, udredning, hjælpemidler osv. Jeg kan også hjælpe dig med at finde ud af hvilke muligheder, dit barn har for at få støtte i grundskolen og på de videregående uddannelser, specialtilbud, inklusionstilbud osv. – hvad passer bedst til dit barn? Får du afslag på din ansøgning, er du også velkommen til at vende det med mig. 14
Download PDF fil