TEMA: SMÅ BØRN OG TRAUMER overvejelserne undervejs, er også vigtig viden. Især smertefulde oplevelser og de perioder, hvor barnet har været adskilt fra mor, har hun fokus på: Har der været tidspunkter, hvor barnet kan have følt sig alene og overladt til totalt fremmede mennesker, hænder, instrumenter, kulde osv.? Hvordan er det foregået – er barnet blevet nænsomt beskyttet eller hvordan? Når alle informationer er samlet ind, skriver Inger Thorman ned, hvad der skal siges i løbet af de 2-10 små terapiforløb á 5-10 minutter, som barnet skal have: - Jeg sætter ord på det, barnet har oplevet, og indimellem giver jeg terapeutiske medoplevelser, hvor jeg sætter ord på, hvordan jeg tænker, at det må have været for barnet. Jeg kan fx sige: ”Jeg tænker, at det må have været meget svært for dig. Jeg tænker, at du følte dig alene. At du følte dig forladt. At du havde mange smerter. At du ikke kunne forstå, hvor mor og far blev af.” Under terapien sidder barnet sammen med Inger i sin egen stol, mens forældrene sidder i baggrunden som tavse vidner: - Jeg sørger for at være meget rolig og fokuseret, når jeg møder barnet, og så præsenterer jeg mig på en venlig, men formel måde: ”Goddag, jeg hedder Inger Thormann. Jeg er psykolog, og mit arbejde er at hjælpe børn med at fortælle deres historie. Derfor har mor og far bedt mig om at tale med dig.” På den måde skaber jeg en særlig ramme – det signalerer til barnet, at der nu skal ske noget særligt, så barnet bliver meget opmærksomt på, hvad der bliver kommunikeret. Synkroniserer nervesystemerne Medoplevelserne er en meget vigtig del af terapien, understreger hun: - I hjerneforskningen taler man om, at der sker en kontakt mellem barnets nervesystem og terapeutens nervesystem, fordi barnet får en oplevelse af, at terapeuten ved præcist, hvordan det var at være barnet i den situation, terapeuten beskriver. Når barnet mærker det, sker der en synkronisering af deres nervesystemer, hvor barnet måske for første gang oplever, at et andet menneske kan mærke den smerte, som det har været igennem. Ved hjælp af denne synkronisering kan barnet få forløst sit traume. Et forløb med et hjertebarn Inger Thormann har fx haft et hjertebarn på 6 måneder i terapi. Forældrene henvender sig, fordi han kun sover en time ad gangen, og både han og forældrene er godt slidte af aldrig at kunne sove igennem. Hun starter forløbet med to samtaler med forældrene, hvor de fortæller barnets historie: Hjertefejlen bliver opdaget ved skanningen i uge 20, og da drengen er 6 uger gammel, bliver han indlagt sammen med familien på Rigshospitalet i 10 dage, hvor han får en ballonudvidelse. Så er han hjemme i tre uger, og indlægges igen og får sin første hjerteoperation. 14 dage senere må der endnu en hjerteoperation til. Hver gang, den lille dreng skal i narkose, foregår det på samme måde: Forældrene må fire gange aflevere ham til en ny sygeplejerske, som han ikke kender. Forældrene får at vide, at de kan gå en tur, og at de vil få en sms, når han er vågnet – så kan de komme og være hos ham. Når det bliver farligt at sove - Min opgave er så at indleve mig i, hvordan det har været for den her lille dreng at blive afleveret til fremmede gang på gang, hvor mor og far forsvinder? Og blive rørt ved af ukendte hænder, og ikke at blive trøstet på den måde, han er vant til? Og blive bedøvet og lagt til at sove, og så vågne op med smerter i kroppen, og mor og far er der ikke? Kan man tænke sig noget mere traumatisk for et spædbarn? Det kan man faktisk ikke, for det lille barn ved jo ikke, at mor og far snart kommer igen. Derfor er det fuldt forståeligt, hvis han bagefter udvikler problemer med at sove: Det en stor belastning, han har været udsat for, og det er indlysende, at han kun kan sove i korte intervaller, før han er nødt til vågne og tjekke, om mor og far er der endnu: Det lille barn er totalt afhængigt af mor og far, og kroppen har tidlig lært, at de kan forsvinde, når man lægger sig til at sove. Derfor bliver det farligt at sove, for det værste, der kan ske for et lille barn, er at miste sine primære omsorgsgivere. Forældre vigtige samarbejdspartnere - Jeg udarbejder så en terapi til drengen og sender forældrene den historie om hans forløb, som jeg ville fortælle ham, så vi er sikre på, at alt er sandt. Når de har godkendt den, kommer drengen i terapi hos mig. I alt tre møder har han brug for, hvor han sidder sammen med mig i sin velkendte trip trap-indsats, som forældrene har taget med. Forældrene sidder i sofaen helt tæt på. Hvis han vil over til forældrene, er det helt ok. Men så vidt muligt sidder han alene, for det er et vigtigt signal til ham: Du er stærk, du kan sidde alene, måske med en sut eller en sutteklud, og du kan række ud til mor og far, hvis du har brug for det. - Jeg har forberedt mig og har ro på: Essensen i terapien er jo, at mit centralnervesystem påvirker barnets. Derfor gør jeg alt for at skabe tryghed og fokus. Jeg er meget rolig og taler meget langsomt, så barnet ikke oplever forstyrrende uro fra min side og kan sidde trygt og stille og lytte til, hvordan jeg genfortæller hans historie. Og selvom han kun er seks måneder, er det tydeligt, at han mindes de svære ting – et par gange hikster han og er ved at græde, og jeg afbryder så mig selv og siger til ham: ”Jeg kan se, at du bliver ked af det. Det kan jeg godt forstå, for det var meget svært for dig, det, der skete på Rigshospitalet”. Og så samler han sig og er klar til at lytte videre. Det sker blandt andet, da jeg omtaler forløbet omkring de fire operationer: Fire gange forklarer jeg ham, at han blev afleveret til en sygeplejerske, som han ikke kendte. Og hver gang siger jeg: ”Mor og far blev væk for dig. Jeg tænker, at du følte dig alene. Jeg tænker, at du 7
Download PDF fil