TEMA: SMÅ BØRN OG TRAUMER følte dig forladt. Når du er på Rigshospitalet, sker der ting, som er nødvendige for, at du kan blive rask. Når du er hjemme hos mor og far, bliver mor og far hos dig. De forsvinder ikke, og de vil ikke forlade dig.” Jeg har aftalt med forældrene, at de lægger ham til at sove imellem sig, for at han kan føle sig tryg, så jeg siger også: ”Du kan roligt lægge dig til at sove derhjemme. Mor og far er hos dig. Du behøver ikke at vågne for at tjekker efter. De er der, og de bliver hos dig.” Jeg slutter så hver terapi med at sige: ”Se det var det, jeg ville fortælle dig i dag – det står her på papiret. Se – nu får mor og far papiret, og så vil de tale med dig om det, jeg har sagt i dag, inden I kommer igen næste gang.” Forældrene taler derefter med barnet mindst 1-2 gange om, hvad der er sket, før vi ses igen: ”Kan du huske, at vi i torsdags var hos Inger? Nu vil vi lige fortælle dig lidt om det, Inger sagde, for det er så vigtigt at kende og huske sin historie . ”. - Det går rigtig godt, og efter jeg har haft tre møder med barnet, har han fået et nyt mønster, hvor han sover fire timer: Resultatet er meget håndgribeligt og ikke til at tage fejl af. Og drengen sover stadig fint her to år efter. Metoden kan bruges af alle Inger Thormann understreger, at alle kan bruge metoden: - Ganske enkelt ved at man er opmærksom på, at man i her og nu-situationer får sat ord på sin medindlevelse af det, der trykker barnet, og med kærlige øjne spejler barnet og signalerer ”jeg ser dig, jeg er her, og jeg vil hjælpe dig.” På den måde gør man barnet trygt og giver det oplevelsen af, at de svære situationer kan håndteres. På spædbarnsterapi. Inger Thormann & Inger Poulsen Spædbarnsterapi Inger Thormann & Inger Poulsen dk kan du læse artikler og se videoer, hvor Inger Thormann og Inger Poulsen forklarer mere om metoden. Spædbarnsterapi De har også udgivet bogen o s si d Spædbarnsterapi um på Hans Reitzels Forlag. ISBN 978-87-412-5372-5 8 Hans Reitzels Forlag HVORDAN FOREGÅR SPÆDBARNSTERAPIEN? Psykologen eller psykoterapeuten taler først med forældrene og lærer barnets historie at kende i detaljer. Derefter lever terapeuten sig ind i, hvordan barnet har oplevet de svære og smertefulde situationer, og i samtaler med barnet sætter terapeuten ord på oplevelserne. Samtidig guider terapeuten forældrene, så de kan følge op på terapien derhjemme. Det er svært at måle på små børns traumer, men både terapeut og forældre oplever, at børnene kommer i bedre og mere stabil trivsel og udvikling efter behandlingen. Metoden er baseret på det, der i hjerneforskningen kaldes synkronisering, hvor terapeutens og barnets nervesystem kommer i kontakt med hinanden, når barnet kan mærke, at terapeuten forstår den smerte, barnet har oplevet. Den kontakt kan hjælpe barnet med at få bearbejdet det traume, som blokerer for, at barnet trives og udvikler sig som det skal. Hvad er sandplay? Metoden Sandplay er inspireret af spædbarns terapien: Man arbejder med at bruge figurer i sand til at skabe et rum til barnet, hvor de følelsesmæssige erfaringer, som er svære for barnet at fortælle om, nænsomt kan synliggøres og bevidstgøres. FORÆLDREERFARINGER MED SPÆDBARNSTERAPI OG SANDPLAY Katarina Duclos Julsdorf: Min datter har ikke et talesprog på grund af hendes handicap. Da hun var 3 år, blev vi indlagt, og hun blev udsat for en masse overgreb, som var nødvendige for at holde hende i live. Det gjorde, at hun blev enormt stresset og utryg ved hvide kitler. Vi hørte om spædbarnsterapi og valgte at prøve det. Det har gjort rigtig meget godt for os alle sammen, at vi har fået sat ord på nogle svære ting. Hun har fået ro på, hun har igen tillid til sygehuse, og jeg har nu en datter, som selv kører i sin kørestol ind til blodprøvedamerne og er glad for at komme på sygehuset. Det er fantastisk, da vi ofte kommer på sygehuset. Derfor vil jeg gerne anbefale spædbarnsterapi som en metode, der kan give ro til et utrygt og bange barn. Anja Danielsen: Sandplay har været en kæmpehjælp for vores søn på nu 12 år – før havde han det svært socialt og kunne få deciderede nedsmeltninger, når der blev stillet krav til ham, eller når han syntes, det hele blev for forvirrende. Han kunne også få nogle voldsomme eksplosive vredesudbrud, hvor han nærmest kunne rasere det rum, han var i, og fik blodsprængninger i huden. Han kunne ikke sætte ord på, hvad der udløste det, eller hvorfor han blev så vred. Han sov også 9 ud af 10 nætter hos mig, fordi han tit havde mareridt om døden og sov dårligt. Hans lærere mente, at han måtte være hjerneskadet eller skulle på specialskole, og når vi søgte hjælp, blev der talt om mulige diagnoser som ADHD, autisme osv. Heldigvis lykkedes det til sidst at få ham udredt på Vejlefjord Rehabiliteringscenter, hvor de så et traumebarn, ikke et diagnosebarn. Og efter en alt for lang sagsbehandling – 1,5 års ventetid på en §50-bevilling – kom han endelig i Sandplay-terapi en gang om ugen, da han var 8 år. Her lavede han selv historier, ud fra billeder, som han dannede i en sandkasse. Terapeuten skrev fortællingerne ned og læste op for ham. De handlede kun om død og ødelæggelse de første fire gange, men så kom der mere system i dem, og han fandt tre figurer, som han brugte igen og igen: Ham selv, hans kat og en anden kat. Og han begyndte at lave nye billeder, der både handlede om at skabe basale trygge situationer i hverdagen – omsorg, pleje, mad osv., men også om at kæmpe og bekrige. Det var meget tydeligt for mig at se parallellerne til de ting, han kæmpede med i hverdagen. Og tit, når terapeuten læste hans historie op, ville han helst ligge og putte hos mig som en baby. Nogle gange var han høj af glæde efter terapien, andre gange lukkede han af og kunne blive meget vred et par dage efter. Men i dag, 3 år efter, er hans eksplosive vrede og nedsmeltninger næsten forsvundet. Han er blevet god til at reflektere over tingene, og hvis han får et flip, kan vi nu tale om det på en stille og rolig måde bagefter.
Download PDF fil