HJERTEBARNSPORTRÆTTET sagt, at jeg skal behandle mine drenge som ra- ske børn. Og det har jeg gjort: De er ikke blevet pakket ind i vat. De har gået i almindelige insti- tution og skole, og de er begge to meget sociale og har mange venner. Jeg har informeret pæ- dagoger og lærere om, at de er hjertebørn med ar på brystet, men jeg har ikke bedt om, at der tages særlige hensyn til dem. Og siden de var 4 og 6 år, har de været vilde med at spille fodbold og dyrke sport og få pulsen op. Sigurd har spurgt nogle gange: ”Jamen hvad hvis der er noget galt?”. Og jeg svarer: ”Så kan der gøres noget ved det – det er derfor, du går til kontroller, så lægerne kan opdage det i god tid.” Og jeg har forsøgt at forklare det her med, at når man vokser meget, kan det godt være, at noget skal udvides lidt. Men at det er supergo- de tegn på, at alt er godt, når han kan spille så meget fodbold og vokser sig høj og har så stor en appetit. Vi har været medlem af Børneklubben hele vejen igennem, men jeg har været lidt tilbage- holdende med at deltage i arrangementer, fordi jeg har tænkt, at mine drenge var lidt for friske til at være med, og at det var bedst at skåne dem for at blive for bevidste om deres hjertefejl, for- di det måske ville kunne give dem bekymringer. Men da jeg i 2019 så, at der var fodboldskole for hjertebørn sammen med FCK, meldte jeg dem til med det samme, for de er totalt FCK-fans. Det var en helt fantastisk oplevelse for dem. Og bagefter var de med inde på hotel D’Angleterre og præsentere hjertebold-projektet og give Kronprinsesse Mary blomster: ”Så er der da én fordel ved at være blevet opereret i hjertet!”, sagde Alfred Emil bagefter. Personligt blev jeg også opmærksom på, at der var nogle ting, jeg ikke helt havde fået bearbej- det, da vi var til Hjertebold, og jeg så de andre hjertebørn spille fodbold: At jeg havde skubbet nogle af de svære følelser til side, da drengene var små – jeg havde fuldt fokus på at være stærk og komme videre og få os alle sammen helskin- det igennem. Måske er det også derfor, vi ikke har været til Børneklubbens arrangementer før nu. Men jeg kan se, at det også gør noget godt for mine drenge at være sammen med andre hjertebørn – specielt Sigurd, som siger, at han ikke anede, at der er så mange andre børn, der også er blevet opereret i hjertet og har et ar på brystet. Jeg har læst artiklerne i Hjertebarnet om de mange hjertebørn med ASD og VSD, der har problemer med ADHD, angst, autisme osv. Der var gang i Alfred Emil, da han var lille – han gad ikke at sidde stille ret lang tid ad gangen. Men om det skyldes hans VSD, eller at han bare var en dreng med krudt i røven, ved jeg ikke – det vigtigste er, at det ikke giver ham problemer so- cialt eller i skolen, er min konklusion. Selv er jeg der nu, hvor jeg de fleste dage ikke tænker over hjertefejlene. Indimellem kan jeg godt være bekymret op til kontrollerne – kan der komme komplikationer, når drengene bliver ældre? Og jeg blev fysisk dårlig og fik kvalme, da jeg sad til en 40 års-fødselsdag her i sommer og så Christian Eriksen falde om i Par- ken. Men jeg har ikke reageret ved at tænke, at nu skal drengene stoppe med fodbold, for det er for farligt. Tværtimod – de skal have lov at være børn og leve et så normalt og ubekymret liv som muligt. De skal ikke gå og frygte noget, der måske aldrig kommer til at ske. På fodboldskolen fik vi også et foredrag om, hvor godt det er, at børn, der er opereret i hjer- tet, dyrker sport, og at vi løbende skal vende med vores kardiologer, hvad vores børn kan tåle. Så jeg har indtil nu været helt tryg ved at lade drengene spille fodbold. Nu er der så sket det, at Sigurd har fået mulighed for at blive eli- tespiller – som målmand. Dvs. han skal nu til at træne ikke to gange om ugen, men fire gange plus i weekenden. Vi skal snart til kontrol, så der skal vi have en snak med kardiologen om, hvad vi skal være opmærksomme på, når Si- gurd nu går fra motionsfodbold til elitefodbold. Min plan var egentlig at få tre børn, men jeg turde ikke få flere. Jeg frygtede, at jeg ville knække helt, hvis jeg fik et tredje barn, som havde en endnu værre hjertefejl. Eller som jeg ville kunne risikere at miste efter et par år. Og det har været en barsk omgang – men om- vendt har jeg det sådan i dag, at det gudskelov er endt som en lykkelig historie: Jeg har to drenge, der lever et almindeligt liv og stortrives. Mere kan man ikke ønske sig! 10
Download PDF fil