H J E R TNE BYAT RFNRSAPROERGTIROÆN ETRTNE ET om jeg kan klare det her, og om min datter vil overleve? Kl. 22 er jeg nødt til at ringe ef- ter Jacob og bede ham om at tage over. Rent følelsesmæssigt kan jeg ikke overskue at være i nærheden af Freja, uden at have ham at støtte mig til. Jeg får det nu rigtigt svært følelsesmæssigt. Jeg ELSKER begge mine børn, ubetinget. Det VED jeg. Men hvorfor får jeg det så så svært, når jeg er mange timer i streg alene med Fre- ja? Det er uforståeligt for mig. Til sidst snak- ker jeg med hospitalspræsten om det: Jeg har det som om, at ”jeg stoppede med at elske hende, da jeg fik at vide, at hun var syg”, for- klarer jeg ham. Som om jeg ikke kan mærke mine følelser mere, som om mit følelsesliv er blevet sat på pause. Det skræmmer mig. For jeg ved jo, at det med tilknytning er vigtigt for barnets udvikling. Jeg bliver nu mere og mere bange for mine egne følelser, samtidig med at jeg ikke kan forstå, at jeg har det på den måde. Det er en falliterklæring som mor, føler jeg. Og jeg bruger mange timer på at overbevise mig selv om, at det er ok, at jeg har det sådan lige nu: Hun har jo sin far, som heldigvis har det overskud, jeg mangler. Præsten forklarer mig også, at jeg ikke skal være bekymret for frem- tiden – at jeg lige nu er ramt af angst, og at det er en helt naturlig reaktion på det, jeg har været igennem. Samtidig siger han, at ud fra det, han ser og hører, når han taler med mig, så virker jeg psykisk stærk, så han er på ingen måder bekymret på den lange bane over at høre, hvad jeg fortæller. Det giver mig ro. Det er også så godt for mig at snakke med forældre i samme situation som vores. Mari- us er nu også på intensiv, og vi har også mødt Phillips forældre. Så vi ses i fælleskøkkenet til kaffe, masser af kaffe. Og lange samtaler om sygdom og alt det andet, der sker omkring os. Det bliver hurtigt et meget værdifuldt fælles- skab for os alle sammen. Vi er på 4144 i to uger. Det bliver snart hverdag med faste rytmer: Jeg kører Sofie i børnehave og kommer så op på afdelingen og er sammen med Freja, så Jacob kan sove. Det var hårdt for ham at stå op hver 3. time om natten for at give hende mad og medicin. Men han klarer det så godt. Før vi blev ind- lagt, fuldammede jeg Freja, så jeg forsøger at holde gang i min produktion vha. en bryst- pumpe. Til sidst er jeg ved at give op. Kun 10 ml bliver det til på en hel dag – det kan jo på ingen måde mætte Freja. Men pludselig en dag hører jeg hende græde, som om hun kalder på mig, og så lægger jeg hende til brystet. Da hun tager fat, kom mine tårer også. Og mens hun ammer løs, græder jeg af lykke. Det gør jeg også nu, hvor jeg fortæller om det: For lige netop dér ved jeg, at mit barn er tilbage, og at min Freja ligger der i mine arme: Inde bag alle abstinenserne, og inde bag det lukkede brystben slår hendes hjerte, og jeg kan endelig igen mærke hende – kærligheden til hende strømmer igennem mig som en varm bølge. Det gør det hele meget nemmere for mig: Nu er det amningen, det handler om. Pludselig kan jeg producere masser af mælk hurtigere end hurtigt - nu får hun faktisk alt for meget mad og begynder at gylpe. Straks bliver jeg be- kymret, for hun gylpede jo meget, da vi fandt ud af, at hun var syg . faktisk bekymrer alt os: Selvom Freja er i bedring, er vi stadig medta- gede af alt det barske, vi har været igennem. Freja begynder også at smile igen. Det kom- mer langsomt. Vi hygger os sammen med sygeplejerskerne om at konkurrere om, hvem Freja smiler først til. En aften i køkkenet, hvor hun sidder hos Jacob, sender hun mig det dejligste og største ’første’ smil, i noget, der føles som 100 år. Heldigvis sender hun snart et mere, som jeg fanger med kameraet. Bølle- Bob-sangen ”Lasse har smilet til mig i dag”, er inde i mit hoved for altid blevet til ”Freja har smilet til mig i dag”. I juli måned får Frejas hjerte det bedre og bedre – bedre end nogen af lægerne har tur- de håbe på. De kalder hende faktisk en lille mirakel-baby. Freja er det sværeste tilfælde af ALCAPA, de har set de sidste 10 år. Og efter 4 uger på Riget bliver vi udskrevet, ovenpå et par gode dage hjemme på weekend. Vi beslut- ter at køre i sommerhus for at holde ferie, så Sofie får holdt sommerferie, som vi plejer. Og en stille eftermiddag vælger Freja nærmest selv, at hun ikke længere vil have sonden – hun hiver den simpelthen ud. Jeg er klar til at forsøge at fuldamme igen, og på ambulatoriet, som vi besøger hver uge, er de enige med os i den beslutning. Hun bliver også vejet og skan- net til kontrollerne – og også her får vi at vide, at hun klarer sig sindssygt flot og uden side- stykke. Så kontrollerne er nu højdepunkter for os, der peger på, at alt går i den rigtige retning og tegner lyst. Samtidig med at virkeligheden også rammer os, i takt med at vi tør sænke skuldrene og kikke fremad: Hvad ville frem- tiden bringe, hvad med institution, arbejde, orlov osv.? Vi holder kontakten med de forældre, vi mødte på Riget – verdens dejligste og mest rummelige mennesker, som vi på en helt særlig måde kan dele glæder og sorger med, fordi vi har grædt og grinet, lyttet og nikket til hinandens beretninger – og også haft et sam- vær sammen, hvor vi ikke behøver at tale og forklare, for vi ved præcist, hvordan vi har det. Det er en uvurderlig støtte at have hinanden i så svære situationer. Og det er dybt ulykkeligt, at hverken Marius eller Phillip er her længere i dag. Det er dybest set slet set ikke til at rumme, at det er gået sådan, samtidig med vores egen historie er endt lykkeligt. Heldigvis er vi stadig i nær kontakt med hinanden, og jeg er så tak- nemmelig for, at de kan rumme at være sam- men med os, trods alt det svære, de selv står i, og jeg er så glad for, at det kan hjælpe dem, at vi er der for dem i den proces, de er igennem. Vi deler en historie, en rejse, og nogle følelser, som ingen andre end os kender til – det binder os stadig sammen på en helt særlig måde. Både Freja og Sofie har det rigtig godt i dag: Hun har netop fejret 1års fødselsdag, og læ- gerne er stadig overraskede over, hvor godt hun trives. Storesøster knuselsker hende, og viser alle Frejas kundskaber frem til alle, der vil se: Freja tager alle med storm, og er et af de gladeste børn, jeg kender. Hun udvikler sig også, som hun skal ifølge bøgerne og vækst- kurverne, selvom vi er blevet forberedt på, at det måske ville gå lidt langsommere end nor- malt. Situationen for Jacob og jeg er sådan, at vi nu føler os nogenlunde ovenpå – Jacob mere end jeg, fordi jeg gemte alle følelserne væk, den gang det hele ramlede. I små bidder dykker jeg ned i følelserne og gennemlever dem, og bliver så meget bange og ekstremt opmærksom på Freja. Det er så hårdt at være i, så jeg stikker hurtigt af fra det igen. Det rammer mig også enormt hårdt at sætte ord på alt det her, og nu at læse den redigerede version igennem, hvor det hele står sort på hvidt. Men samtidig er det en rigtig god måde at få bearbejdet noget af alt det, der er sket. 17
Download PDF fil