HJERTEBARNSPORTRÆTTET Hospital og Rigshospitalet kommer der til at gå to måneder, før Theodor bliver opereret. Og i mellemtiden har han været inde og ude af hospitalet op til flere gange om ugen for at blive målt og vejet, da han stadig ikke kan tage ordentligt på. På juleferie i Jylland er vi også forbi Skejby Sygehus, der tilbyder at operere ham med det samme. Alt i alt ikke et sjovt forløb, hvor vi bliver utrygge ved, om Theodors sygdom bliver håndteret optimalt. Hans operation på Riget går som planlagt, med fem dage på intensiv, hvor vi ikke må overnatte. Vi bliver i stedet indlogeret på et hotel lidt væk fra hospitalet, da patienthotellet er ved at blive bygget om. En afstand, der gør ondt, og som gør det hele lidt sværere – og så megen adskillelse fra sine forældre i så tidlig en alder gør det måske også værre for Theodor, som det senere vil vise sig. Heldigvis kan han udskrives efter en uge, og genoptræningen går godt, så han kommer sig fysisk, som han skal. Men kort tid efter operationen mærker vi me- get tydeligt, at det er, som hjertelægen fortalte os inden operationen: At vi ville få en ny dreng med hjem. Theodor er pludselig en dreng med masser af lyde og temperament og symptomer på, at han sanser alt og har et følsomt nervesy- stem. Han reagerede kraftigt på lyde og lys, og på verden omkring sig i det hele taget – meget sigende er et af hans første ord ‘ bange ’ . Han bry- der sig heller ikke om andre babyer, der græder, og vi må pille brandalarmen ned i soveværelset, fordi han er bange for lampen, der blinker i den. Han begynder også hurtigt at få symptomer på separationsangst. Vi gør, hvad vi kan for at berolige ham og fjerne det, der generer ham. Han er vores første barn, og vi forstår ikke, hvad der er på spil. Men hans dagplejer fortæller os, at hun er særligt sensitiv, og at hun er overbevist om, at Theodor også er særligt sensitiv. Vi er ikke helt med på, hvad det betyder. Hun forklarer, at hendes sensitivitet kommer til udtryk, ved at hun fornemmer stemninger og følelser omkring sig ekstra stærkt. Det passer meget godt med, hvad vi selv mærker hos Theodor. Hun forklarer også, at hun har vendt det til sin styrke, som hun bruger aktivt i sin hverdag. Da Theodor fylder to år, beslutter vi at flytte hjem til Aarhus, hvor vores respektive familier bor. Vi er så heldige, at vi kan bo hos Theodors farmor og farfar et halvt år, mens vi venter på at overtage vores nye hus. Endnu mere heldigt er det, at farmor er dagplejer og kan passe Theodor, så han får en tryg og rar overgang. Men vi ved allerede nu, at det vil blive svært for ham, når han en dag skal ud og passes hos en fremmed. Og det lykkes ham ikke at blive tryg, da vi forsøger. Så Kasper vælger at sige sit job op og passer ham hjemme i tre måneder, indtil han kan starte i børnehave. Det er her omkring, vi begynder at blive klar over, at Theodors sensitivitet nok hænger sammen med hans operation. Vi kan dog ikke finde svar på hvordan og hvorfor og hvad vi skal eller kan gøre: Vi snakker med hospitalet, som ikke kan hjælpe yderligere. Vi vil gerne have ham i en lille børnehave, men det er svært at få plads små, beskyttede steder, og da han ikke har en diagnose, er der ikke så megen hjælp at hente. Så vi ansøger selv på egen hånd, med vores egne observationer og lidt udtalelser fra dagplejen, som måske er medvirkende til, at det giver pote. Vi får i hvert fald plads, hvor vi ønsker – et mindre og roligt sted, og pædagogerne tager virkelig godt imod ham. De forstår og møder hans behov: Han går bogstaveligt talt med en voksen i hånden de første to måneder, indtil han en dag slipper den og løber ud og er klar til at lege. Børnehaven er guld værd, og han elsker at være der. Alligevel han kan flere gange om ugen vågne grædende op om natten eller morgenen og frygte, at han skal afsted i børnehaven og væk fra os. Tanken om adskillelsen gør voldsomt ondt på ham, al den tid han går i børnehave. Det er også i de år, det går op for os, hvor meget han er på overarbejde, når han var væk fra os. Det viser sig, når han kom hjem om eftermiddagen, og slet ikke kan holde krop og sind i ro, men får raseriudbrud eller grådanfald eller er helt ude af balance. Selv den mindste modgang derhjemme slår ham ud af den, og vi aner faktisk ikke, hvad vi skal stille op. Når vi snakker med børnehaven om det, er det slet ikke den dreng, de kender, og heller ikke vores familie og venner ser den side af Theodor. Det er kun derhjemme, han er så tryg, at han kan slappe af og få al sin uro ud af systemet. Vi har nogle år med MANGE bekymringer om, hvad der er på færde i Theodor: Vi er ikke i tvivl om, at han kæmper med nogle ting, som vi ikke kan sætte ord på. Men vores egen læge kan ikke hjælpe os, og vi ved heller ikke, hvem i det etablerede system vi kan gå til. Da Theodor er 4 år, hører vi fra nogle andre forældre i Børneklubbens facebookgruppe, at der findes psykoterapeuter med speciale i børn og traumer. Vi går hos en psykoterapeut i Aarhus et par gange sammen med Theodor. Hun bruger leg til at hjælpe ham med at bearbejde nogle af de stærke oplevelser fra hospitalet, og vi oplever, at han reagerer på de ting, hun tager fat i – at der er noget at arbejde med. Men det går meget langsomt og rykker ikke rigtig nok, synes vi. Vi har ikke lyst til at hive ham ind i sundhedssystemet igen, medmindre vi ved, at det er den rette hjælp. Han har generelt altid været utryg ved at skulle til læge/på hospitalet (ikke underligt), så vi overvejer grundigt, hvad vi kan gøre. Et års tid senere får vi anbefalet gennem en bekendt, at Kasper og jeg opsøger en familiepsykolog med speciale i diagnoser og traumer hos børn. Det er en øjenåbner at høre psykologen beskrive Theodor for os, uden at han har mødt ham. Psykologen kan meget nøjagtigt beskrive, hvordan Theodor reagerer i forskellige situationer, og – vigtigst af alt – han kan give os svar på, hvorfor det hænger sådan sammen, og hvilke redskaber vi kan bruge til at hjælpe Theodor: Han vurderer, at Theodors symptomer helt klart tyder på, at han er mærket af traumet ved at være blevet opereret og adskilt fra os, og at det kommer til udtryk på forskellige måder, som glimt af forskellige psykiske lidelser, såsom en snert af OCD, en snert af ADHD, en snert af angst og autisme og som en høj grad af sensitivitet. Det passer så godt med vores egen oplevelse af Theodor, og det er meget forløsende for os endelig at møde en fagperson, som forstår, hvad der foregår i Theodor, og som kan give os en forklaring og en afklaring, der sætter ord på, hvad der er galt, og hvordan vi kan hjælpe ham. Psykologen gør os også opmærksom på, at det er gennem det, Theodor mærker hos os, at han primært oplever og lever med sine traumer. Altså at han spejler den bekymring, vi har haft, og som han ubevidst har mærket hos os. Vores bekymrede øjne, når vi har kigget på ham og ikke har kunne forstå, hvad der foregik inde i ham. Det har han kunne mærke og fornemme, og det har forstærket hans egne bekymringer og symptomer. 13
Download PDF fil