HJERTEBARNSPORTRÆTTET Af journalist Monica C Madsen - Da jeg bliver gravid med Marie i 2015, har jeg en fuldstændig normal graviditet, ligesom med hendes storesøster Karla. Fødslen og de første seks måneder går også helt, som de skal. Så begynder Marie at rage alle mulige virusinfektioner til sig – alle dem, storesøster har med hjem fra vuggestuen, og som hun ikke selv bliver syg af. Marie hoster hele tiden, som om noget har sat sig på luftvejene. Vi er en familie, som normalt aldrig er i kontakt med sundhedsvæsnet, fordi alle er sunde og raske. Men det ændrer sig nu: Snart ryger vi ind og ud af lægehuset. ”Astmatisk bronkitis,” konstaterer en af de mange læger i lægehuset efter flere besøg, hvor Marie er blevet undersøgt. Lægen sætter derfor en behandling i gang. Nu er det den, det handler om, hver gang vi kommer igen. Men månederne går, og Marie får det ikke bedre. Da vi kommer hjem fra sommerferie på Kreta i august, hvor Marie er blevet 13 måneder, får hun endnu en periode, hvor hun hoster rigtigt meget. Og da hosten forsvinder, fortsætter hun med at trække vejret meget hurtigt og stødvist. Til sidst siger min mor, at hun synes, at jeg skal få lægen til at kikke på hende igen. Jeg tager derfor endnu en gang op i lægehuset med Marie og spørger, om de nu også er helt sikre på hendes diagnose. Det er de. Jeg er jordemoder, og jeg har til daglig stor tillid til de læger og sygeplejersker, jeg arbejder sammen med. Det har jeg også til lægerne i vores lægehus, selvom min fornemmelse siger mig, at det er noget andet galt. Nu følger 14 meget svære dage, hvor vi ikke sover om natten, fordi Marie hoster så meget, at hun nærmest går i panik og skriger, når vi lægger hende ned. En torsdag konstaterer øre næse hals-lægen, at Marie har massiv væske på begge ører, og vi får en tid ugen efter, hvor Marie skal have lagt dræn. Jeg er lige ved at græde at lettelse over, at de endelig har fundet årsagen. Men på vej hjem lægger Marie sig ned i barnevognen og sover, og da vi når hjem, trækker hun vejret så ekstremt hurtigt, at jeg beslutter mig for at ringe til vagtlægen. ”Kom med hende med det samme!”, siger de. Og vagtlægen ser kun på hende et øjeblik, før han konstaterer, at hun skal på akutmodtagelsen med det samme. ”Kan du selv køre?”, spørger han. Øh, ja – jeg er jo selv kørt ind med Marie for et øjeblik siden . først, da jeg sidder i bilen på vej over mod akutmodtagelsen 1 km væk, går det op for mig, at det, han spurgte til, var, om han skulle rekvirere en ambulance, fordi det her er alvorligt. På akutmodtagelsen beslutter de at indlægge Marie. Røntgenbillederne viser, at hun har lidt snask på den ene lunge: Hun må have en atypisk lungebetændelse, mener lægerne og sætter en antibiotika-behandling i gang. De ordinerer også væske til hende, da jeg forklarer, at hun ikke tisser noget ud, selvom hun drikker – hun må være dehydreret, konkluderer de. Men Marie får det ikke bedre i løbet af aftenen. Tværtimod. Alarmerne går hele tiden, og sygeplejerskerne kommer hele tiden rendende. Marie bliver dårligere og dårligere, og jeg bliver mere og mere utryg. Sidst på natten insisterer jeg på at komme til at tale med en læge, og nu viser skanningsbillederne af hendes lunger, at de ser endnu værre ud, selvom hun er sat i behandling med væske og antibiotika. Marie skal over på intensiv og skannes af en ekspert, beslutter den kvindelige overlæge. Sygeplejersken spørger, om jeg har ringet til min mand?: ”Det skal du gøre nu!”, siger hun meget bestemt. Og det går op for mig, at fuck, det er ikke godt det her! Lægen fører som det første skanneren henover Maries hjerte. Og så siger han: ”Jeg er ked af at sige det, men Marie har det rigtig dårligt, fordi hun har hjertesvigt. I kan se her, hvor stort hendes hjerte er, og hvor dårligt det pumper.” Min mand Kristian og jeg er helt overrumplede – hvad er nu det for noget? Lægen kan desværre ikke sige så meget mere, men en læge med kendskab til børnehjertesygdomme kommer over og bekræfter diagnosen, og de sætter med det samme en ny behandling i gang: Marie er jo helt fyldt med væske, så nu handler det om at få al væsken ud af hende igen . hun er rigtig dårlig og får vist også noget beroligende – som jeg husker det, er hun ikke rigtig vågen, mens vi er på intensiv. Vi skal nok til Skejby, når hun får det bedre, forklarer lægerne. Men de skifter mening, da hun i løbet af dagen bliver stabiliseret og begynder at drive vand af sig. Nu skal hun flyves direkte til Rigshospitalet i København. Vi får fat i min mor og storesøster, som skal passe Karla, og igen opfordrer en 10
Download PDF fil