Forskning CPH BABY HEART DERFOR FORSKER JEG Kasper Iversen, læge og klinisk lektor, Herlev Hospital AF LOUISE SJÖSTRÖM · FOTO KRISTIAN BRASEN Vi kalder forskningsprojektet for ”Copenhagen Baby Heart”. Inden for 14 dage efter fødslen vil alle nyfødte på Herlev Hospital, Rigshospitalet og Hvidovre Hospital blive tilbudt en ultralydsskanning af hjertet. Det drejer sig om i alt ca. 36.000 nyfødte i de to år, projektet varer. Projektet kan give os rigtig meget viden om hyppigheden af medfødte hjertelidelser, fordi vi "begynder helt forfra". Ved systematisk at skanne alle nyfødte får vi en masse unikke data. Den viden, man får gennem den slags befolkningsundersøgelser, er både enorm og vigtig. Der er ting, som gennemskanningen (tilbud om skanning omkring uge 20 i graviditeten, red.) ikke kan se. Ingen tvivl om, at de skanninger er gode, og at vi skal holde fast i dem. Men vi ved reelt ikke, hvor gode de er. Det finder vi ud af med dette projekt, fordi vi kan sammenligne data fra graviditetsskanningerne med data fra hjerteskanningerne af de nyfødte. Indtil videre har vi fundet én meget alvorlig hjertefejl, som potentielt var livstruende, og som krævede en hurtig operation. Derudover finder vi rigtig mange lidt mindre alvorlige ting, som måske ikke kræver behandling her og nu, men som vi skal holde ekstra øje med ved kontroller i Hjerteambulatoriet. Det, at vi finder dem, gør, at vi kan følge med fra start og se, hvordan de udvikler sig. Jeg har endnu ikke oplevet, at forældre har takket nej til tilbuddet om hjerteskanning af deres nyfødte. Men vi får ikke alle med endnu, bl.a. fordi nogle glemmer deres aftale. Vi regner med at kunne offentliggøre nogle af de første resultater i løbet af et halvt års tid, hvor vi har skannet ca. 8.000 nyfødte. De første resultater vil være såkaldte normalresultater om "det normale babyhjerte" – størrelse, pumpefunktion osv. Mange har allerede spurgt, om det er et projekt, der vil blive udbredt til hele landet. Det er en politisk beslutning. Den forskning, vi udfører på området over de kommende to år, vil kunne bidrage til grundlaget for sådan en beslutning. Kasper Iversen, klinisk lektor ved Herlev Hospital, har modtaget 750.000 kr. fra Hjerteforeningen til Copenhagen Baby Heart, et forskningsprojekt i medfødte hjertefejl. Projektet skal give større viden om, hvor mange børn, der fødes med hjertesygdom samt afklare barnets gevinst ved at få foretaget en grundig hjerteskanning lige efter fødslen. Forskningsprojektet varer fra 1. april 2016 til 31. marts 2018 og vil kunne generere ny viden i mange år fremover. Projektets samlede budget er på 24 mio. kr. Du kan også give et bidrag til hjerte-kar-forskningen. Støt os på www.hjerteforeningen.dk eller via MobilePay/Swipp på tlf. 29 62 00 79. DECEMBER 2016 · HJERTENYT 21
Download PDF fil