Forord Denne rapport præsenterer resultaterne af en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse blandt tilfældigt udvalgte personer i Danmark, der i 2013 var i kontakt med sundhedsvæsenet på grund af en af følgende hjertediagnoser: iskæmisk hjertesygdom, hjertesvigt, atrieflimren eller hjerteklapoperation. Undersøgelsen, der er den første af sin art, har til formål at give et samlet indblik i, hvordan danske hjertepatienter oplever det at leve med en hjertesygdom, samt hvordan de oplever og vurderer deres forløb gennem sundhedsvæsenet fra opsporing og behandling til rehabilitering. Spørgeskemaet blev sendt ud i oktober 2014, og det er de 2.496 besvarelser af spørgeskemaet, der danner grundlag for denne rapport. Rapporten kan anvendes som opslagsværk, hvori hjertepatienters udfordringer, præferencer og erfaringer bliver beskrevet. Undersøgelsens resultater vil desuden blive anvendt som led i Hjerteforeningens arbejde for at sikre, at den enkelte hjertepatient modtager og oplever høj kvalitet gennem hele forløbet i sundhedsvæsenet både i og på tværs af sektorer. Endvidere vil resultaterne danne grundlag for forskningsprojekter i fremtiden. Rapporten viser, at hjertepatienter i undersøgelsen generelt set er tilfredse med den behandling de modtager i sundhedsvæsnet, der er dog en række problemområder, der relaterer sig til bl.a. information og psykiske følger, der opleves af at få en hjertesygdom. Undersøgelsen er udført af Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet i samarbejde med Hjerteforeningen. Rapporten er udarbejdet af en projektgruppe bestående af videnskabelig assistent Nanna Schneekloth Christiansen, akademisk medarbejder Line Zinckernagel, professor Ann-Dorthe Zwisler, forskningsleder og lektor Morten Hulvej Rod og adjunkt Teresa Holmberg. En særlig tak skal rettes til de hjertepatienter, der har taget sig tid til at besvare spørgeskemaet, og som derigennem har delt deres oplevelser og erfaringer omkring deres patientforløb. København, maj 2015 Kim Høgh Administrerende direktør Hjerteforeningen Morten Grønbæk Direktør, professor, dr.med. Statens institut for Folkesundhed, SDU Livet med en hjertesygdom · Statens Institut for Folkesundhed og Hjerteforeningen 2
Download PDF fil