FORVENTNINGER Det forventes, at du som instruktør i Hjertemotion enten er fysioterapeut eller har en tilsvarende uddannelse. Vi afholder årligt to onlinemøder, primært for nye instruktører, men alle er velkomne. Vi forventer, at du deltager i det førstkommende. Mødet har til hensigt at præsentere dig kort for Hjerteforeningens arbejde og Hjertemotion. Herudover vil du blive klædt på til opgaven som instruktør med en gennemgang af den grundlæggende viden om hjertesygdom og træning med udgangspunkt i de gældende nationale kliniske retningslinjer og anbefalinger fra Dansk Cardiologisk Selskab og Sundhedsstyrelsen. Du finder link til anbefalinger og retningslinjer på www.hjertemotion.dk/instruktoer/ . Der afregnes ikke honorar for deltagelse. Som instruktør i Hjerteforeningen kan du desuden løbende få opdateret din faglige viden på hjerte-kar-området ved at tilmelde dig Hjerteforeningens Fagnet på www.hjerteforeningen.dk/fagnet/ . Vi opfordrer til, at du tilmelder dig nyhedsbrevet fra Fagnet, så du får den nyeste viden direkte i din indbakke. Det er helt gratis. Hjerteforeningens fysioterapeuter står også til rådighed, hvis du ønsker sparring om Hjertemotionsholdet – se kontaktoplysninger på www.hjertemotion.dk Du er også velkommen til at kontakte Hjertelinjen på 70 25 00 00. Har du yderligere interesse for hjerteområdet, kan du med fordel melde dig ind i Dansk Selskab for Hjerte- og Lungefysioterapi under Danske Fysioterapeuter, hvor du løbende bl.a. vil få tilsendt litteraturlister m.m. TEMADAG Ud over de to årlige onlinemøder afholder Hjerteforeningen en årlig temadag for Hjertemotionsinstruktører. Her vil fokus være på opdatering af den nyeste viden inden for hjertesygdom og træning, kobling af teori til praksis samt inspiration til den praktiske træning. På den årlige temadag deltager både nye og erfarne instruktører fra hele landet, hvilket giver mulighed for sparring og netværksdannelse. Der afregnes ikke honorar for deltagelse, men Hjerteforeningen dækker transporten. 5
Download PDF fil