LIVSGLÆDE KOMMER FRA HJERTET I Hjertemotion samarbejder Hjerteforeningens frivillige med kommuner, fysioterapeuter og fitnesscentre om at hjælpe hjertesyge borgere til et trygt og aktivt liv med større livskvalitet. Hjertemotion – træning i trygge rammer Hjertemotion er Hjerteforeningens motionstilbud til borgere med hjertesygdom. Hjertemotion har til formål at støtte borgere med hjertesygdom til et aktivt hverdags liv med motion og hjertesunde vaner. Det gælder både de borgere, der for nylig har afsluttet et rehabiliteringsforløb i region eller kommune, og de borgere, der efter en inaktiv periode ønsker støtte og inspiration til at komme i gang med motion. Hjertemotion løber som udgangspunkt i 32 uger pr. år, og deltagerne mødes til en times motion om ugen efterfulgt af en halv times socialt samvær. Hjertemotion varetages af dygtige fysioterapeuter der skaber trygge rammer for deltagerne, og med mulighed for at få gode råd og vejledning af instruktøren, mens de motionerer. Træningen tilrettelægges på baggrund af de gældende nationale kliniske retnings linjer og anbefalinger fra Dansk Cardiologisk Selskab og Sundhedsstyrelsen. Hjerteforeningen ønsker at hjælpe borgere med hjertesygdom med livslang rehabilitering, og det sker bedst i lokalområdet, hvor borgeren bor. Det er værdifuldt, at Hjerteforeningens frivillige organiserer Hjertemotion lokalt, fordi der – ud over selve træningen – også er fokus på socialt samvær, netværksdannelse, faglige input og mental sundhed.
Download PDF fil