RYGNING DERFOR FORSKER JEG Charlotta Pisinger, forskningsoverlæge ved Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed, Rigshospitalet og Hjerteforeningens nye tobaksforsker AF MIA LØVSTAD · FOTO KRISTIAN BRASEN Rygning er en af de allerstørste trusler mod sundheden, og noget af det farligste, man kan udsætte sin krop for. På trods af det fortsætter mere end hver femte dansker med at ryge. Fokus for min forskning er de strukturer i samfundet, som gør, at der stadigvæk er mennesker, der ryger, og bliver rigtig syge af det. I Hjerteforeningen vil jeg have fokus på projektet Røgfri arbejdstid – på barriererne for at indføre rygeforbud i arbejdstiden og på, hvad der har fungeret i de kommuner, hvor man har indført det. Jeg skal stå for den videnskabelige del med bl.a. evalueringen af projektet. Med Røgfri arbejdstid kan vi nå rigtig mange mennesker. Også på arbejdspladser for kortuddannede, hvor der findes mange rygere. Projektet skal rykke grænsen for, hvad der er normalt, og hvis der på arbejdspladsen er otte timer, hvor man ikke kan ryge, vil det være nemmere at holde op. Ikke-rygning skal blive en social norm. Regulering af prisen på cigaretter er det allervigtigste instrument til at få folk til at kvitte tobakken og forhindre, at børn og unge starter med at ryge. Det peger al forskning på. I Norge har de hævet prisen på cigaretter til 100 kroner. Allerede nu har det betydet et markant fald i antallet af unge, der ryger. Til sammenligning er der i dag syv gange flere unge, der ryger i Danmark. Jeg går ikke efter rygerne. Det er produktet og tobaksindustrien, der er problemet. Desværre har vi nogle politikere, der ikke er visionære og modige nok til at gøre dét, som vi ved, virker, som at hæve prisen på cigaretter. At sænke andelen af befolkningen, der ryger, er ikke et overgreb på danskerne, som nogle politikere giver udtryk for. Tre ud af fire rygere ønsker at holde op! Det er en hjælp – til individet og til samfundet. Charlotta Pisingers professorat er et delt klinisk professorat i tobaksforebyggelse mellem Hjerteforeningen, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse (CKFF) ved Bispebjerg Hospital, Region Hovedstaden og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Forskning i indsatser mod rygning er en af Hjerteforeningens største prioriteringer inden for forebyggelse. Derfor medfinansierer Hjerteforeningen nu Danmarks første professorat i tobaksforebyggelse. Charlotta Pisinger begyndte i sit professorat med første arbejdsdag i Hjerteforeningen den 5. februar 2018 og holder sin formelle tiltrædelsesforelæsning den 15. marts på Rigshospitalet. Du kan også give et bidrag til hjerte-kar-forskningen. Støt os på hjerteforeningen.dk eller via MobilePay på tlf. 29 29 33 41. MARTS 2018 · HJERTELIV 33
Download PDF fil