AKUTBEHANDLING DERFOR FORSKER JEG Christian Juhl Terkelsen Professor og overlæge Aarhus Universitetshospital AF MADS LOUIS ORRY · FOTO ANDREAS BANG KIRKEGAARD Hver dag står jeg og kolleger klar og behandler de dårligst tilredte patienter med store blodpropper i hjertet. Lige der gør min og teamets forskning en forskel. Og redder liv. For patienterne er allerede blevet hurtigt udredt og behandlet i ambulancen. Sammen med andre forskere har jeg vist, hvordan optagelse af et hjertekardiogram (EKG) i ambulancen hurtigt kan afgøre, om patienten skal køres til et af vores højtspecialiserede hjertecentre fremfor at få blodpropopløsende behandling på det lokale sygehus. Det betyder, at Danmark nu er det førende land i verden, når det kommer til hurtig udredning og behandling af patienter med store blodpropper. Samme behandling vil vi gerne opnå med patienter, der bliver ramt af små blodpropper i hjertet. Hvor de store blodpropper er lette at se på et hjertekardiogram, er det sværere med de små blodpropper. For at fange dem må vi også tage blodprøver i ambulancerne, og hidtidige resultater viser, at cirka halvdelen af patienter med små blodpropper kan få fastlagt diagnosen i ambulancen og med fordel kan køres direkte til hjertecenter til ballonudvidelse frem for til lokalt sygehus. Det set-up er allerede rullet ud i alle ambulancer i Region Midtjylland. Næste skridt er at indføre det i de andre regioner, så alle får ens behandling, uanset hvor I landet de bor. Hvornår bruges en akutlægehelikopter bedst og gør mest gavn? Det spørgsmål søger jeg og kollegaer også svar på gennem vores forskning. Når en dansker rammes af enten hjertestop eller blodprop i hjertet eller hjernen uden for hospital, kræver det handling. Her spiller hurtig transport i en akutlægehelikopter en nøglerolle. Vi ved nemlig, at senkomplikationerne for disse patienter har store personlige og samfundsmæssige omkostninger. Dette undersøger læge Sivagowry Rasalingam Mørk i et ph.d.-studie støttet af Hjerteforeningen. Vi mangler viden om præcis, hvornår en akuthelikopter gør mest gavn og derfor skal sendes ud. Derfor undersøger vi, hvilken rolle transport med ambulance kontra helikopter betyder, og hvilken betydning har det for patientens overlevelse på længere sigt. Målet er at skabe solid viden om tiden fra alarmopkaldet til, at patienten modtager behandling. Christian Juhl Terkelsen har modtaget 5 mio. kroner fra Hjerteforeningen til et professorat og til forskning inden for akutbehandling. Over de næste fem år undersøger han, hvordan vi bliver endnu bedre til at lave en god og hurtig diagnose i ambulancen. Han kortlægger også, hvordan vi kan yde samme behandling af blodproppatienter over hele landet, ligesom han indsamler viden om, hvornår og hvor en akutlægehelikopter gør mest gavn, når en dansker rammes af et hjertestop eller blodprop i hjertet eller hjernen. Du kan også give et bidrag til hjerte-kar-forskningen Støt på hjerteforeningen.dk/hjerteforskning eller via MobilePay på 83050. FEBRUAR 2021 · HJERTELIV 29
Download PDF fil