KORT NYT MOTION Nytårsmarch – gå sammen hver for sig-uge Mange familier og venner gik en frisk tur sammen i mindre grupper i den første uge af januar, da Hjerteforeningen afholdt en utraditionel nytårsmarch på grund af corona. I stedet for at gå på årets første dag havde Hjerteforeningen valgt at markere hele den første uge af januar som en ”Nytårsmarch – gå sammen hver for sig-uge”. Det benyttede mange sig af og delte deres gåture med fotos og beretninger på Hjerteforeningens sociale medier. Se opslagene på facebook.com/hjerteforeningen KOST Skal jeg tage D-vitamin? Fødevarestyrelsen anbefaler nu alle voksne og børn over fire år at tage tilskud af D-vitamin i vinterhalvåret fra oktober til april. De nye anbefalinger kommer i forlængelse af en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse i 2018. Den viser, at knap hver femte dansker, der ikke tager vitamintilskud, har D-vitaminmangel om foråret. Men hvad med hjertesundheden? Ifølge ernæringsfaglig seniorkonsulent hos Hjerteforeningen, Natasha Selberg, skal de nye anbefalinger primært sikre en sundere knoglestatus i befolkningen. – Jeg vil derfor opfordre alle til at følge anbefalingerne – også hjertepatienter. Der er god dokumentation for en række gavnlige effekter af D-vitamin – særligt i forhold til knoglesundheden. D-vitamin har også mange andre gode effekter, hvor dokumentationen dog står lidt svagere. Den videnskabelige litteratur viser, at der formentlig er en positiv sammenhæng mellem vitamin D-tilskuds betydning for forhøjet blodtryk og hjerte-kar-sygdom. Om end hjertepatienter ikke har et særligt behov udover anbefalingerne, siger Natasha Selberg. Hun anbefaler også, at du får nydt solen formiddag og eftermiddag (undgå dog solen mellem 12-15), når du kan, og at du generelt retter din opmærksomhed hen på en hjertesund kost. – Gerne med fede fisk som er en god kilde til D-vitamin, siger Natasha Selberg. Læs mere på hjerteforeningen.dk/D-vitamin 8 HJERTELIV · FEBRUAR 2021 TRANSPLANTATIONSKLUBBEN 30 ÅR MED DONORHJERTER Den 10. oktober 1990 var Leif Jønsson den anden person i Danmark, der fik en hjertetransplantation. Det blev startskuddet til Hjerteforeningens Hjerte- og Lungetransplantationsklub, som blev stiftet af bl.a. Leif i 1991. Klubben samler transplanterede på tværs af bygrænser til hyggelige stunder, hvor de vender de tanker, der kan fylde i en dagligdag med et nyt hjerte og/ eller en lunge. Transplantationsklubben deltager også i de europæiske sportslege for hjerte- og lungetransplanterede, ligesom den arbejder for at oplyse om organdonation, så danskere kan vælge, hvorvidt de vil donere egen eller pårørendes organer, hvis ulykken rammer. Stort tillykke til Transplantationsklubben med jubilæet. Vil du følge med i klubbens liv, så klik dig ind på hjertelunge.dk, Facebook eller Instagram.
Download PDF fil