HJERTESVIGT DERFOR FORSKER JEG Henrik Wiggers, overlæge, dr.med., Aarhus Universitetshospital AF MIA LØVSTAD · FOTO ANDREAS BANG KIRKEGAARD Hvert år bliver omkring 11.000 danskere ramt af hjertesvigt. På trods af fremskridt i behandlingen er dødeligheden fortsat høj, og mange patienter bliver hyppigt genindlagt på hospital, fordi de får det værre. Forskningsprojektet DANHEART vil forhåbentlig gøre en stor forskel for de mange patienter med hjertesvigt og højne deres livskvalitet. For mange hjertesvigtpatienter er livet hårdt. Blot dét at tage to trin på en trappe kan føles som et maraton for en person med hjertesvigt. Så når vi prioriterer dette projekt, er det fordi, vi ved, hvor stort et behov der er på lige netop dette område. Hvis vi kan forbedre behandlingen af hjertesvigt, vil det potentielt kunne gavne de 25 millioner patienter på verdensplan, som lider af sygdommen. DANHEART er støttet af Hjerteforeningen med den til dato største bevilling til et enkelt forskningsprojekt, hvor 1.500 mænd og kvinder over en periode på ca. tre år skal afprøve to typer medicin mod hjertesvigt. Vi tror og håber på, at de to typer medicin – Metformin og Hydralazin – vil være gavnlig for mange. Efter min mening ligger værdien af al forskning i svaret på spørgsmålet: ”Kan forskningen ultimativt komme patienterne til gavn?”. Dødeligheden og sygeligheden bliver markant højere hos hjertesvigtpatienter, som også lider af sukkersyge. Vi ved, at mere end halvdelen af alle hjertesvigtpatienter allerede lider af sukkersyge eller forstadier til sygdommen, og at mange på sigt vil udvikle sukkersyge. Det ene præparat, Metformin, tror vi, kan have en gavnlig effekt hos hjertesvigtpatienter, da det kan udskyde eller forhindre udviklingen af sukkersyge og dermed bedre hjertesvigtlidelsen. Den anden type medicin, Hydralazin, vi undersøger i forsøget, har en karudvidende effekt. Når blodkarrene udvider sig, har hjertet nemmere ved at pumpe blod rundt i kroppen, hvilket er gavnligt for hjertesvigtpatienter. Vi håber, at de to typer medicin kan mindske risikoen for dødsfald, indlæggelser med hjertesvigt og blodpropper i hjerte og hjerne hos de hjertesvigtpatienter, der tager medicinen. Henrik Wiggers er overlæge på Aarhus Universitetshospital, dr.med. og leder af koordinationscenteret for DANHEART. Projektet har i alt modtaget 25 mio. kr. i støtte fra Hjerte- foreningen og fonde. Pengene skal bl.a. dække omkostningerne til medicin, som vil blive givet ved et såkaldt placebo-kontrolleret lodtrækningsforsøg. Det betyder, at de 1.500 patienter bliver inddelt i to grupper, som får hhv. Metformin og Hydralazin. Patienterne vil blive fulgt i ca. tre år. Læs mere om DANHEART på hjerteforeningen.dk/danheart Du kan også give et bidrag til hjerte-kar-forskningen. Støt os på hjerteforeningen.dk eller via MobilePay på tlf. 29 29 33 41. JUNI 2018 · HJERTELIV 25
Download PDF fil