Landsindsamling GÅ FOR EN SAG Landsindsamlingen sikrede nye hjertestartere 23 grupper skaffede en hjertestarter til deres boligområde, efterskole, spejderhytte, sportsklub eller virksomhed. Og initiativet sikrede engagement og solidaritet på tværs af grupperne AF LOUISE SJÖSTRÖM • ILLUSTRATION BENEDIKTE CÆCILIE H. HANSEN Opfordringen lød på at stille med en gruppe af 30 indsamlere til Hjerteforeningens landsindsamling. Guleroden var en hjertestarter og varmeskab til et sted efter eget valg. Og dét var der interesse for! 900 indsamlere gik på gaden for at yde deres for at sikre ekstra tryghed i lokalmiljøet, og hele 23 grupper kom i mål med at gå de mindst 30 ruter, der skulle til for at modtage en hjertestarter. Et flot resultat taget i betragtning af, at det var første gang, Hjerteforeningen forsøgte sig med ordningen. At turde træde til med genoplivning og bruge en hjertestarter kan betyde forskellen mellem liv og død, hvis en person falder om med hjertestop. Sandsynligheden for at overleve kan være op til 50-70 procent, hvis personen bliver stødt med en hjertestarter inden for 3-5 minutter efter hjertestoppet. – De overbevisende tal var baggrund for initiativet, og vi er selvfølgelig rigtig glade for, at det har resulteret i nye hjertestartere over hele landet, siger Betina Egede Jensen, frivilligchef i Hjerteforeningen. Hjalp hinanden Ikke alene kom der 23 nye hjertestartere ud af indsatsen. Sara Kudsk-Iversen, som er projektleder, fik øje på andre flotte resultater, da årets landsindsamling blev evalueret. Frafaldet af indsamlere, som havde organiseret sig i hjertestartergrupper, var nemlig markant lavere end for de øvrige indsamlere. Derudover var flere af de indsamlere, det ikke lykkedes at organisere en gruppe på 30, villige til at ”fylde op” i andre grupper. Det vil sige, at de grupper, som blot var nogle få indsamlere fra at nå målet, fik hjælp fra grupper, som måtte indse, at de ikke nåede op på 30 indsamlere inden den 22. april. – Vi ringede rundt til dem, vi kunne se ville have svært ved at nå de 30 indsamlere, og spurgte, om de ville gå ruterne alligevel og dermed sikre, at andre grupper nåede i mål og kunne sikre sig en hjertestarter. Alle dem, vi talte med, sagde ja. Her oplevede vi stor solidaritet, siger Sara Kudsk-Iversen. – Og med den lave frafaldsprocent oveni kan vi konstatere, at det med at gå for en hjertestarter og skulle organisere sig på den måde, det har virkelig sikret engagement og dedikation til sagen. De nye hjertestartere bliver registreret på hjertestarter.dk, så blandt andet alarmcentralen kan guide omkringstående ved et hjertestop hen til den nærmeste hjertestarter. Find oversigten over de nye hjertestartere på hjerteforeningen.dk/landsindsamling/23 34 HJERTELIV · JUNI 2018
Download PDF fil