Forberedelse TIL FERIEN GOD REJSE – OGSÅ MED HJERTESYGDOM Når der kommer hjertesygdom i familien, kan det påvirke rejselysten og -modet. Men man kan sagtens rejse med hjertesygdom, siger Hjerteforeningens rådgiver Pernille Monsrud Strauss, som her kommer med gode råd til at gøre sig klar og tryg til ferien udenlands AF LOUISE SJÖSTRÖM BLIV FERIEKLAR Hjerteforeningen har samlet nogle gode råd til rejsen, bl.a. om • Det blå EU-sygesikringskort • Privat rejseforsikring • Medicin og pillepas • Sol og medicin • Sundhedskort og rejseforsikring • Støttestrømper Læs mere på hjerteforeningen.dk/rejse Hjertesygdom kan i sig selv skabe stor utryghed, så tanken om at skulle rejse nye steder hen kan for mange virke uoverskuelig. Det fortæller rådgiver på Hjertelinjen Pernille Monsrud Strauss. – Det at rejse kan give en utryghed, fordi det bryder med vores vante rutiner og omgivelser, siger Pernille Monsrud Strauss, som derfor opfordrer til, at man undersøger nogle ting på forhånd, så man føler sig velforberedt og tryg ved at rejse. Hun lægger vægt på særligt to emner, der kan være gode at læse op på, inden man tager af sted, nemlig det blå EUsygesikringskort og privat rejseforsikring. Samme vilkår som borgerne For det blå EU-sygesikringskort gælder, at man med det er dækket på samme måde, som borgerne i det land, man besøger. Er man på ferie i Frankrig, er man med det blå sygesikringskort således dækket, som franskmændene er i deres offentlige system. Men det betyder også, at dækningen ikke omfatter behandling på private klinikker, samt at der kan være egenbetaling på en smule af behandlingen. Særligt vigtigt er det at være opmærksom på, at det blå EU-kort ikke dækker hjemtransporten. En privat rejseforsikring tegner man typisk igennem sin indbo- eller familieforsikring, gennem sygeforsikringen Danmark eller gennem fx MasterCard. Der er mange forskellige rejseforsikringer, og reglerne kan godt variere en smule. – Derfor anbefaler jeg altid, at man læser forsikringsreglerne godt igennem – også det med småt, siger Pernille Monsrud Strauss. Forhåndsgodkendelse For nogle hjertesyge kan det være nødvendigt med en forhåndsgodkendelse fra forsikringen, før man rejser ud. Det gælder, hvis man lider af en kronisk sygdom, har fået konstateret sygdom to måneder før afrejse, afventer behandling eller har fået ændringer i medicinen. ”Jeg anbefaler altid, at man læser forsikringsreglerne godt igennem – også det med småt” – I de tilfælde skal du søge en forhåndsgodkendelse af din forsikring for at finde ud af, om de vil dække dig på din rejse. Du skal søge til hver enkelt rejse, hvis du har flere rejser inden for den periode. Og hvis du er i tvivl, om det her, du oplever, er noget, der skal forhåndsgodkendes, så kontakt altid dit forsikringsselskab for en sikkerheds skyld, siger Pernille Monsrud Strauss. Hun understreger, at det er vigtigt altid at have dialogen med forsikringsselskabet på skrift, så det ikke blot er mundtligt tilsagn, man får. Og forhåndsgodkendelse er vigtigt: – Hvis ikke du søger om forhåndsgodkendelse og er syg og får brug for dit forsikringsselskab på rejsen, så kan du risikere, at de ikke vil dække dig, siger Pernille Monsrud Strauss, som tilføjer, at nogle forsikringsselskaber kan have særlige krav ved oversøiske rejser, fx til USA. Derfor er det så vigtigt altid at undersøge med sit forsikringsselskab, hvilke regler der gælder. Hjerteforeningens rådgivning får jævnligt henvendelser fra hjertepatienter, som beder om gode råd til valg af rejsemål og rejseform. Må man flyve med hjertesygdom, hvilke lande er bedst at rejse til, osv.? Her er svaret grundlæggende, at man skal vælge det, man selv og ens rejsepartner er tryg ved. – Det vigtigste er, at det bliver en god oplevelse, siger Pernille Monsrud Strauss. Hjerteforeningen har samlet flere råd og informationer om at rejse med hjertesygdom på hjerteforeningen.dk/rejse 8 HJERTELIV · MAJ 2019
Download PDF fil