NOTER Foto: Sine Fiig MINDEORD KATJA BØDKER LANGBALLE JENSEN Søndag den 8. marts mistede Hjerteforeningen formanden for en af sine patientklubber, Katja Bødker Langballe Jensen. Hun var formand for GUCH (Grown-Ups with Congenital Heart Disease), unge med medfødt eller tidligt erhvervet hjertesygdom. Søndag den 8. marts fik Katja hjertestop, og alle genoplivningsforsøg var desværre forgæves. Katja blev født med en åbning mellem to hjertekamre, og hun fik et nyt hjerte som 11årig. Siden var hun den yngste og første hjertetransplanterede nogensinde, der fik indsat en kunstig hjerteklap gennem lysken. Som formand for GUCH var Katja altid ambitiøs og ydede en kæmpe indsats til stor gavn for mange andre hjerteunge. Hun var en fantastisk ildsjæl til stor hjælp og inspiration for mange andre unge, og Katja var altid klar med gode råd, trøst og ikke mindst en skøn humor og livsenergi, som spredte sig som ringe i vandet til andre hjerteunge. Katja Bødker Langballe Jensen vil blive husket som en dejlig ung kvinde, fuld af livsmod og gåpåmod. Altid med et smil i øjnene og en smittende latter. Tænksom og med et indædt ønske om at få det bedste ud af livet til stor inspiration for alle, der mødte hende. Katja blev 29 år. Ære være hendes minde. Hjerteforeningen har med projektet ”Tale- og frirum for hjertebørn og søskende” haft fokus på børn med en medfødt hjertesygdom og deres søskende. Projektet har givet de sårbare familier et åndehul – et frirum – i hverdagen, en pause fra sygdommen og mulighed for at møde andre i samme situation. Et af projektets mange mål har været at udvikle tilbud til søskende til hjertebørn. Erfaringen viser, at der i hjertebarnsfamilier ofte er ekstra fokus på det hjertesyge barn. Det betyder, at søskende kan blive overset, og at deres behov ikke altid bliver sat forrest. – Søskende kan opleve, at det sjældent er deres behov, der er de vigtigste, fordi det hjertesyge barn naturligt fylder meget i hverdagen. Med projektet ”Tale- og frirum” fik søskende mulighed for at sætte ord på deres følelser. De deltog i aktiviteter og i samtaler, hvor deres behov var i centrum, og de så, at andre søskende til hjertebørn har de samme tanker og følelser som dem selv, siger seniorprojektleder Rikke Morthorst. Som led i indsatsen er der udviklet en samtalebog, der kan give familierne en håndsrækning til at snakke om søskendes følelser og tanker. Projektet ”Tale- og frirum for hjertebørn og søskende” blev støttet af Egmont Fonden. SØSKENDE HAR NOGET PÅ HJERTE Foto: Maria Tuxen Hedegaard MAJ 2020 · HJERTELIV 5
Del
Print
Download PDF fil