Tema SORG S om et lyn fra en blå himmel mister Mathilde Jeppe sidste år – en sommereftermiddag, mens de sidder i de nye havemøbler på ter- rassen, vender Jeppe pludselig det hvide ud af øjnene og mister bevidstheden. Familien er på weekendbesøg – Jeppe og Mathilde har netop fortalt, at de venter barn til foråret. Ambulancen er fremme 18 minutter senere, og Jeppe bliver fløjet til Odense Universitets- hospital i en lægehelikopter. Da Mathilde og familien endelig kommer frem godt en time senere, har Jeppe stadig hjertestop. Klokken 20.37 er der ikke mere at gøre. Da Mathilde og familien har sagt farvel til ham, slukker lægen for respiratoren. – Jeg er jo til stede hele tiden, men det går kun langsomt op for mig, hvad der sker. Først da sygeplejersken giver mig en pjece, hvor der står ”Til de efterladte” på forsiden, er det som om, at jeg begynder at forstå konsekvenserne at det, der lige er sket – hvad det kommer til at betyde for mig og det barn, jeg har i maven, forklarer Mathilde. Kan ikke huske de første uger De første tre uger efter Jeppes død kan hun ikke rigtig huske – men hver gang, hun taler om dem, dukker der nye ting frem. Mathilde og Jeppe har kendt hinanden, siden de var 16, og for 8 år siden flyttede de i hus sammen i Sønderjylland. Sidste år tegnede alt lyst – på valentinsdag frier Jeppe til hende, og hun bliver færdig med sin uddannelse som socialrådgiver og får job: – Vi når lige at have nogle måneder sammen, hvor vi nyder, at vi ikke længere skal vende hver 25-øre, og 14 dage før Jeppe dør, finder vi ud af, at jeg er gravid, forklarer Mathilde. De første 5-6 uger efter Jeppes død flytter Mathildes mor og søskende fra København ind og mandsopdækker hende – hendes søster nusser hende i håret og fortæller gode historier om Jeppe, når hun skal sove, og de laver mad sammen: – De var der, mens jeg for alvor begyndte at mærke sorgen og forstå, at jeg skulle i gang med et helt andet liv nu. Det var en stor hjælp for mig, at jeg ikke var alene om det – at vi var sammen om det, selvom vi ikke hele tiden sad og snakkede. Mathildes mor og søskende er også med til skanningerne: Det viser sig, at det er en lille datter, Mathilde venter. ”De var der, mens jeg for alvor begyndte at mærke sorgen og forstå, at jeg skulle i gang med et helt andet liv nu. Det var en stor hjælp for mig, at jeg ikke var alene om det” En kæmpe hjælp at komme på arbejde Ret hurtigt vælger Mathilde at forsøge at starte på arbejde igen for at få et nogen- lunde normalt hverdagsprogram op at køre – det viste sig at være en god strategi. – Det første møde med mine kolleger var forfærdeligt – jeg gik fra kontor til kon- tor, så folk lige havde set mig og talt med mig, før jeg startede. Jeg vidste godt, at de ville være meget berørte, og at det ville tage hårdt på mange af dem at skulle være der og rumme det – det er ikke kun din egen sorg, men også de andres reaktion på den, du skal rumme. Men når du er på arbejde, kommer I jo hurtigt til at snakke om arbejdsopgaver og andre ting, så det blev hurtigt et frirum, hvor jeg fik mulighed for at tænke på andre ting og vende tilbage til hverdagen, indtil jeg kom hjem igen om aftenen. Overfor vennerne får Mathilde også ret hurtigt meldt ud, at hun ikke har overskud til at invitere, men at hun rigtig gerne ville have, at de tager fat i hende og kommer forbi – hun sender simpelthen en sms til alle. – To dage alene kunne jeg klare, men tredje dag væltede verden. Derfor var det rigtig godt at få lagt kortene på bordet, så alle forstod, at jeg havde brug for at være sammen med dem. Det grimme bildæk bliver i stuen At være gravid og i sorg på en og samme tid – det har været ualmindeligt hårdt: – Men også sundt, fordi jeg har en deadline: Jeg skylder min datter at få hverdagen op at stå og få stablet et liv på benene – hun skal ikke ud til et liv i kaos med en mor, der ikke kan hænge sammen, og som ikke har ryddet ud i fars ting. Men det er en sindssygt barsk proces at få åbnet skabe og skuffer og pakke Jeppes ting sammen. Heldigvis kom min mor over i flere omgange og hjalp mig – vi tog et rum ad gangen. Min mor tømte skabene og lagde tingene op, og så skulle jeg tage det, jeg ville beholde, så vidt muligt det kunne være i en æske, så klarede hun resten og sørgede for, at det var væk, inden hun tog hjem igen. Det var en god måde at gøre det på, men hver gang var jeg træt og græd meget i flere dage bagefter og havde brug for rigtig meget psykoterapi, siger hun. Det store grimme bildæk, som han insi- sterede på skulle stå midt i stuen, har fået lov at blive stående: – Nu elsker jeg det, for det er så meget Jeppe, smiler hun. En af hans T-shirt har Mathilde også lavet om til en nusseklud til den lille. Play- Stationen er sendt videre til Jeppes gode vens søn – det er helt i Jeppes ånd, at han skal spille videre på den. Og nu er der blevet indrettet babyværelse og kommet babyting på hylderne. Folk spørger stadig meget ind til Mathildes historie, og hvordan hun har det. Nogle gange med en enorm medlidenhed i blikket, som hun ved er godt ment, men som hun helst vil være fri for. – Folk må gerne spørge – det er en meget stor hjælp for mig at få lov at fortælle min historie igen og igen. Og det er godt for mig at høre andres reaktion og blive bekræftet i, at det er ok at være ked af det. Men det må også gerne handle om andet end sorg og død, når vi er sammen – jeg skal jo lære at leve med min historie som en del af min hverdag, siger hun. Mathilde fødte den 17. april. Fødslen gik godt for både mor og datter. JUNI 2021 · HJERTELIV 13
Download PDF fil