Reportage BEHANDLING J ohn Thomsen sidder på en stol iført en hvid hospitalsbluse på sin stue på 14. sal på Rigshospitalet. Nøglen til skabet til hans personlige ejendele hænger fast i trøjen med en sikkerhedsnål, og sygeplejerske Marie Østervang Villumsen har netop lagt et drop i hans venstre arm. Nu venter han på at blive kørt ned til operation på kardiologisk laborato- rium på 1. sal. Alting sortnede – Jeg behøver ikke at ligge i sengen. Du skal bare gå på min venstre side, så jeg kan se dig, smiler John Thomsen til portøren, som fanger ham i kaffestuen. Portøren ruller afsted med den tomme seng ned af gangen med John Thomsen gående bagved. Et nedsat syn er bare en af følgerne, som den 52-årige selvstændige tømrermester fra Islev må døje med, efter han blev ramt af en blodprop i hjernen den 21. december i 2016. Bang!, sagde det og alting sortnede, mens han lå og så fjernsyn på sofaen. ”Du må gøre noget, for jeg kan intet se”, sagde han til sin kone Rose, som lå ved siden af. Heldigvis kom synet langsomt tilbage efter en halv times tid, men John Thomsens 105 kg tunge krop begyndte at te sig mærkeligt med spasmer og spjæt i højre side. Noget var helt galt. Ambulancen ankom et kvarter senere. Han blev straks kørt på Herlev Hospital og fik trombolysebehandling (blodpropopløsende medicin). Dagen efter var han hjemme igen. Derefter fulgte utallige undersøgelser og skanninger af hjernen og hjertet for at udelukke åreforkalkning, forhøjet blodtryk eller rytmeforstyrrelser i hjertet. Lægerne fandt intet, som kunne forklare årsagen til hans blodprop i hjernen. Kun et hul i hjertets skillevæg mellem de to forkamre, en PFO (Persisterende Foramen Ovale), som er en type ASD (atrieseptumdefekt), som han blev født med. Det er dét hul, der skal lukkes i dag og forhåbentligt sætte et punktum for flere blodpropper. – På intet tidspunkt har jeg haft ondt i forbindelse med min blodprop. I starten forstod jeg ikke, hvor syg jeg egentlig var. Det kom først senere, da jeg opdagede, at jeg havde svært ved at læse, regne, kunne ikke finde vej og ikke koncentrere mig i lang tid ad gangen, siger John Thomsen, som måtte opgive sin tømrervirksomhed, da han ikke længere kan køre bil. på og hilser på John Thomsen, som han allerede har mødt på sengeafdelingen. Nu ligger han på lejet, mens sygeplejerske Line Gade peger på skærmen ved siden af. – Her kan du se, hvad der kommer til at ske undervejs. Vi skal nok fortælle dig alt, siger hun, mens hun sprøjter medicin ind i hans åre. En lægekollega fra Hong Kong er med som observatør og kigger med, da Michael Rahbek Schmidt fører et langt kateter ind i John Thomsens vene. I katetret sidder et ultralydskamera, som gennemlyser venen. Med et bliver der stille på stuen. Alle kigger op på skærmen og følger med i katetrets vej op til John Thomsens højre og venstre forkammer i hjertet. Michael Rahbek Schmidt vender sig om mod de to operationssygeplejersker, der har pakket den lille paraplylignende device, som skal lukke hullet, ud. Med et forsigtigt greb tager han den op fra den sterile bakke og putter den ind i katetret. – Kan du mærke noget John, spørger han. – Næh, overhovedet ikke, siger han, og lader blikket glide over på skærmen, hvor Michael Rahbek Schmidt med katetret fører ballonen med paraplyen ind i hjertets forkammer. 16 minutter Ved hjælp af målepunkter på ballonen kan Michael Rahbek Schmidt se, hvor stor selve lukkeren på paraplyen skal være: 35 millimeter konstaterer han. Lukkeren består af to skiver lavet af metal, som kaldes nitinol. Den sidder nu inde i venstre hjertekammer. Kan intet mærke På operationsstue 4 trækker overlæge Michael Rahbek Schmidt gummihandskerne I december 2016 blev 52-årige John Thomsen ramt af en blodprop i hjernen. 20 HJERTELIV · SEPTEMBER 2018
Download PDF fil