Forskning CROWDFUNDING Canan Doganli bruger zebrafisk i sin forskning i medfødte hjertesygdomme. Foto: Thomas Svanholm Fink Støt dit eget forskningsprojekt Hjerteforeningens forskningsudvalg uddeler hvert år på vegne af Hjerteforeningens mange medlemmer og støtter et stort millionbeløb til hjerteforskning. Men nu kan man som enkeltperson selv vælge, hvilken forskning man ønsker at bidrage til AF JENS HARDER HØJBJERG Som noget helt nyt har Hjerteforeningen gjort det muligt at crowdfunde til udvalgte forskningsprojekter. Crowdfunding betyder, at projekter bliver finansieret af små, men mange donationer fra privatpersoner eller mindre organisationer. I første omgang har Hjerteforeningen udvalgt to projekter. – Begge er af vores forskningsudvalg vurderet til at have høj kvalitet. Desværre var der ikke midler nok i puljen i 2018 til, at projekterne kunne få støtte af Hjerteforeningen. Derfor hjælper vi med at crowdfunde i håb om at skaffe ekstra midler til forskningen. Det er vigtigt for os i Hjerteforeningen, at så mange som muligt af de gode forskningsprojekter kan gennemføres og give resultater, som kommer patienterne til gode, siger Gunnar Gislason, forskningschef i Hjerteforeningen. Det er følgende to projekter, der i første omgang kan ydes støtte til: Adam Sander forsker i vaccineudvikling og har udviklet en vaccineteknologi, der kan snyde kroppens immunsystem til at rette angreb mod kroppens egne proteiner. Det kan lyde farligt, men kan også udnyttes til at ramme et særligt protein i kroppen, der regulerer kolesterolniveaet i blodet. Denne banebrydende vaccineteknologi kan – som den første i verden – gøre det muligt at udvikle en vaccine, der kan beskytte mod hjerte-kar-sygdomme. ”Crowdfunding betyder, at projekter bliver finansieret af små, men mange donationer fra privatpersoner eller mindre organisationer” Forskningsprojektet står over for at undersøge vaccinens sikkerhed og effekt, hvilket er en milepæl for at kunne udvikle en revolutionerende vaccine mod hjertekar-sygdomme. Canan Doganli forsker i medfødte hjertesygdomme og forsøger at finde de gener, som er forbundet med udvikling af medfødt hjertesygdom. Zebrafisk er velegnede til forskning, da zebrafiskens gener fungerer på samme måde som menneskets. Fostrene udvikler sig uden for morens krop, vokser og udvikler sig hurtigt og er gennemsigtige. Det betyder, at forskerne kan følge med i, hvad der sker inde i fostret, mens fostret udvikler sig. Forskningsprojektet vil kunne fortælle os, hvilke gener der er vigtige for hjertets udvikling. Og hvad der sker, hvis generne ikke fungerer, som de skal, og dermed kan være årsag til medfødt hjertesygdom. På Hjerteforeningens hjemmeside kan man læse mere om de to udvalgte forskningsprojekter og meget let donere et beløb. Alle donationer går direkte til forskningsprojekterne, dog tager indsamlingsplatformen Betternow et administrationsgebyr på tre procent. Læs mere og støt på hjerteforeningen.dk/ stoet-projekt 28 HJERTELIV · SEPTEMBER 2019
Download PDF fil