BLODPROP I LUNGERNE DERFOR FORSKER JEG Asger Andersen, læge, ph.d. og lektor ved Afdelingen for Hjertesygdomme på Aarhus Universitetshospital AF LOUISE SJÖSTRÖM · FOTO ANDREAS BANG KIRKEGAARD Blodpropper i lungerne er en hyppig og farlig sygdom, men den er underdiagnosticeret og underbehandlet, og der mangler forskning på området. I dag er behandlingen med kraftig blodpropopløsende medicin effektiv til at opløse blodpropperne hos patienter med større blodpropper, men det øger samtidig risikoen for blødning, og for mange patienter er risikoen ved behandlingen derfor større end de gavnlige effekter. I Danmark bliver omkring 1.400 mennesker årligt indlagt med akut blodprop i lungerne, og vi ser, at det ofte er folk, som er syge i forvejen, der bliver ramt. Dødeligheden er på 15 procent inden for de første 30 dage, så det er en farlig sygdom. Lokal behandling med lav dosis af det blodpropopløsende præparat vil være en bedre behandling for nogle patienter, fordi de får den gavnlige effekt uden at være udsat for samme blødningsrisiko. Det er vores formodning, at det er sådan, det forholder sig, og det er det, vi ønsker at undersøge. Den type behandling bruges allerede enkelte steder, bl.a. i USA. Men den har ikke dokumenteret klinisk effekt, og før vi vil bruge en behandlingsform systematisk på patienter, skal vi have evidens. Det er klart, at dette studie er et mindre studie, som vil skulle følges op internationalt, men det vil kunne give os en idé om effekten, om dosis i behandlingen m.m. Hvis det viser sig, at den lokale behandling med lav dosis har en positiv effekt, vil det være med til, at patienter med større blodpropper i lungerne kan få en bedre behandling, end de gør i dag. Hvis resultatet er neutralt, kan det bruges til at se, om undertyper af patienterne kan have gavn af behandlingen, og om den eventuelt kan være skadelig hos andre undertyper af patienter. Hvis projektet er negativt, kan vi sikre, at behandlingen ikke bruges fremadrettet. Asger Andersen er 1. reservelæge, ph.d. og lektor ved Afdelingen for Hjertesygdomme på Aarhus Universitetshospital. Han vil undersøge effekterne af kateterbaseret blodfortyndende behandling af blodpropper i lungerne sammenlignet med vanlig behandling. Projektet er et lodtrækningsforsøg, hvor 60 patienter med større blodpropper i lungerne vil modtage enten vanlig blodfortyndende behandling eller kraftig blodfortyndende behandling i lav dosis, der via et kateter fra lysken gives direkte i den blodprop, som har sat sig fast i lungekredsløbet. Hjerteforeningen støtter projektet med 567.000 kr. De første resultater forventes klar medio 2021. Du kan også give et bidrag til hjerte-kar-forskningen Støt på hjerteforeningen.dk eller via MobilePay på 83050. SEPTEMBER 2019 · HJERTELIV 31
Download PDF fil