Tema REHABILITERING J an Otzens problemer med hjertet var opstået, efter han havde haft en hård periode i sit liv med tabet af sin mor og travlhed i hverdagen. Ifølge hans søstre lignede den stressede Jan ”noget der var løgn”, og et ekkokardiogram foretaget af egen læge pegede da også på, at Jan var nødt til at tage på hospitalet. Her blev han indlagt med elektroder på brystkassen, da lægerne havde mistanke om hjerteproblemer. Pludseligt gik det hurtigt, husker Jan Otzen fra de første timer på hospitalet tilbage i 2019. – Ved midnat kunne jeg ikke mere. Jeg var på vej væk, og da sygeplejersken kom, sagde jeg: ”Jeg kan ikke mere. Jeg står af nu”. Men lægen kom styrtende og sagde: ”Du står ikke af på min vagt”. Derfra gik det rigtig, rigtig stærkt og med ambulance for fuld fart igennem København. Jeg tabte bevidstheden on and off, men jeg kan huske, at en af redderne sagde: ”Jeg er bange for, at vi mister ham. Sæt farten op”, for- tæller Jan Otzen. Mentalt fyldt op Operationen tog syv timer. Jan Otzen forklarer, at lægerne forsøgte sig med en ballonudvidelse, men så fandt de ud af, at det var en tredobbelt bypassoperation, der skulle til for at redde hans liv. Nye vener blev således taget fra skuldre og en enkel fra venstre arm, forklarer Jan Otzen. Efter endt opera- tion og en kort indlæggelse fulgte udskrivelsen – og genop- træningsforløbet, som forsker Hanne Birke netop kigger nær- mere på i sit projekt (læs mere på side 19). – Jeg fik en masse brochurer om genoptræningsforløbet, men det var ikke det rette for mig lige der, fordi jeg var mentalt fyldt op af oplevelserne op til operationen. Mit største behov var, at få oplevelserne behandlet, men det var først efter otte uger, at min kommune havde genoptræning klar til mig. Og den var både kort og handlede om en del andre ting, end hvad jeg rent faktisk havde brug for. Så mine søstre flyttede ind på skift og hjalp mig, fortæller Jan Otzen, der i disse måneder havde svært ved bare alene at åbne et køleskab. Derfor be- kymrede han sig om, hvad han turde udsætte sin krop for. – I den periode har jeg det rigtig, rigtig dårligt, for jeg var jo ikke sikker på, at jeg ville vågne op, og nu står jeg så bare her. Der var mange tanker, som der fyldte hos mig. Og jeg var præ- get meget af, at jeg havde været tæt på at dø. Efter noget tid begynder mit arbejde også at spørge, hvornår jeg er tilbage. Imens hører jeg, at andre patienter i andre kommuner får en hjælp, jeg kunne have godt af. Jeg havde bare lyst til, at en eller anden ringede og spurgte til mig. Jeg var lidt som Palle alene i verden, og jeg ville have følt mig meget, meget mere tryg med lidt rådgivning, siger Jan Otzen. Kæmpede med kosten Jan Otzen ønskede især rådgivning om ernæring, da han var i risiko for at spise for lidt i en periode. – Jeg har manglet en diætist, for når hverdagen rammer, så er det svært. Jeg har altid været sportsmand og spillet meget håndbold i hele mit liv, så jeg skulle tage på og ikke tabe mig. Jeg fik at vide, at jeg havde mere behov for proteiner, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få det ind i min i forvejen sunde kost, siger Jan Otzen. Også rådgivning om økonomi, forsikring og tilbagevenden til arbejdsmarkedet havde Jan Otzen brug for efter sin ope- ration. Hans arbejdsgiver fandt ud af, at de ikke kunne bruge ham efter, at han vendte tilbage til jobbet som marketing- koordinator, så Jan blev opsagt. – De vidste ikke, hvad de skulle gøre ved mig, da jeg kom tilbage. De var slet ikke gearet til at have en hjertepatient og ”Jeg fik en masse brochurer om genoptræningsforløbet, men det var ikke det rette for mig lige der, fordi jeg var mentalt fyldt op af oplevelserne op til operationen” Jan Otzen havde heller ingen viden om, hvordan de skulle tage hånd om mig. Det er jo ikke en influenza, vi hjertepatienter gennemgår, men en hård periode, der sætter en masse ting i gang, siger Jan Otzen. Giver ikke op Med opsigelsen følte Jan ikke, at han slog til i hverdagen, selvom han fik ros på jobbet. Men han har ikke opgivet håbet om at få et job og føler stadig, at han har mange år tilbage på arbejdsmarkedet. En kontaktperson, som han kunne følge igennem hele rehabiliteringsforløbet, ville have gjort en for- skel for ham i hans kamp for at komme på fode igen. – Jeg ville have følt mig meget, meget mere tryg, hvis jeg havde haft en, der fulgte mig. Og jeg ville ikke have behøvet at gå til psykolog. Jeg giver dog ikke op, for jeg er en fighter og har masser af gode år i mig, men det bliver under andre for- hold end før min hjerteoperation, slutter Jan Otzen. SEPTEMBER 2021 · HJERTELIV 17
Download PDF fil