XMxexnxnxexskxer XHXJEXRXTXEXLXIVXEXT 45 ÅR, VEJLE Jeg er simpelthen så træt hele tiden. Når jeg kommer hjem fra vagt, så ryger jeg direkte hen på sofaen – det må jeg nok indrømme. Jeg har intet overskud til min træning, og det er jo en ond cirkel, for når jeg ikke får trænet, så går det ud over mit hjerte. Sådan har det været, siden jeg sidste år i januar var igennem en såkaldt Davidoperation, hvor jeg fik en protese på min kranspulsåre. Mine hjerteklapper var også groet sammen, så dem har de også været inde og pille ved. Jeg har Marfan-syndrom, og jeg har længe vidst, at jeg skulle opereres på et tidspunkt. Men selv om man ved det, bliver man aldrig helt klar, når tiden er inde, tror jeg. Jeg havde en rigtig god operation, men efterforløbet var ikke helt almindeligt. Jeg fik fjernet 1.050 milliliter væske rundt om hjertet, og efterfølgende måtte jeg ind og få et stød på grund af for høj hvilepuls. Normalt er man indlagt en uges tid efter den type operation, men jeg havde meget høje infektionstal og var indlagt i 16 dage. Behov for nedsat arbejdstid Fire måneder efter operationen begyndte jeg at arbejde igen – til at starte med i skånejob 20 timer om ugen, så 25 timer, og 1. juli 2016 var jeg tilbage på fuld tid. Inden operationen havde jeg en forventning om, at jeg ville komme tilbage og klare mig lige så godt som tidligere. Men jeg kan mærke, at jeg ikke har den samme energi og udholdenhed som før. Jeg er bare så forbandet træt. Jeg bruger al min energi på at passe mit job, men det er på bekostning af, at jeg så ikke har overskud til resten af mit liv. Mit sociale liv og især min træning er slet ikke blevet passet, hvilket betyder, at mit helbred nu er blevet forringet. Jeg savner også nogen at sparre med. Bare det at høre, at andre også er så trætte … For et halvt år siden havde vi årsmøde i sundhedshuset med genoptræningsgruppen. Jeg begyndte at græde med det samme, jeg hørte de andre fortælle, hvordan de havde det. Jeg blev så lettet over at høre, at de også oplevede træthed og ikke havde den store energi. Jeg følte mig ikke længere helt alene med mit problem. Jeg kunne slet ikke stoppe med at græde. Om aftenen skulle jeg have været sammen med tre kolleger til noget hygge, men jeg meldte afbud, fordi tårerne blev ved med at komme – jeg kunne slet ikke styre det. Jeg har ikke været vant til at være syg og føler, at jeg har mistet kontrollen. Jeg har altid haft fuldtidsarbejde, men på sigt kan jeg ikke holde til det. Det, jeg har behov for, er at få min arbejdstid nedsat til 25-30 timer, men da jeg har hus og bil og bor alene, er det ikke økonomisk muligt for mig. Så kan jeg selvfølgelig søge flexjob eller revalidering, men det er jo slet ikke der, jeg er. Jeg vil rent faktisk gerne fortsætte med at arbejde, hvor jeg gør, og hvor jeg har arbejdet de seneste 22 år. Så jeg får hele mit eksistensgrundlag revet væk under fødderne på mig. Jeg er for syg til at være rask, men for rask til at være syg. Har det ok Jeg begynder ofte at græde, når jeg fortæller om, hvordan jeg har det. Men jeg går ikke rundt og er ked af det. Faktisk synes jeg, at jeg har det okay. Jeg har heller ikke problemer med at sove. Men jeg kan mærke, at jeg har trukket mig lidt fra sociale arrangementer – jeg vil hellere være hjemme hos mig selv og i mit eget selskab. Men om det betyder, at jeg har eller har haft en lille depression, ved jeg ikke. Min praktiserende læge har sagt, at jeg skal finde et andet arbejde. For at finde ud af, om det vil hjælpe på trætheden, er jeg blevet henvist til en tremåneders periode med nedsat arbejdstid. Det har min arbejdsplads bevilget, samtidig med at jeg har fået lidt andre arbejdsopgaver, som ikke er fysisk udfordrende. Det er jeg rigtig glad for, og jeg er spændt på virkningen. Men det er jo kun i tre måneder. Jeg må se i øjnene, at jeg ikke kan holde til fuldtidsarbejde. Men det er frustrerende, for jeg har jo ikke ondt eller har smerter, jeg er bare træt med træt på. 10 HJERTELIV · DECEMBER 2017
Download PDF fil