Mennesker HJERTELIVET 27 ÅR, AMAGER Jeg faldt om første gang i marts 2013, hvor jeg fik et hjertestop under en håndboldkamp. Jeg var 22 år, og der havde ingenting været op til. Jeg var jo helt rask og normal og ja, fuldstændig som alle andre. Min biologiske far døde af hjertestop, da jeg var tre måneder gammel. Forklaringen dengang lød på noget toksin, der var gået fra leveren op i hjertet, og det var ikke noget, resten af familien skulle undersøges for. Så jeg har altid levet fuldstændigt normalt og været frisk og dyrket sport altid, først fodbold og så håndbold på rimeligt højt plan. Da jeg faldt om, blev jeg stødt med en hjertestarter én gang og fik efterfølgende indopereret en ICD. Da jeg havde fået den, tænkte jeg meget over, om den mon virkede rigtigt. Og om det gør ondt at blive stødt. Jeg gik også og var meget bange for, om den ville støde uden grund. De testede og talte meget om det inde på hospitalet. Det sår jo en vis tvivl, så i en lang periode gik jeg og var bange for at få et stød. Den stødte i marts sidste år, da jeg fik det dårligt under noget hygge-volleykamp med nogle kolleger. Jeg satte mig ned, og så fik jeg et stød af min ICD. Ingen diagnose Lige da jeg havde fået mit stød, var jeg nervøs for, at den ville blive ved, og jeg havde lyst til at fortælle den ”du kan godt stoppe nu, jeg er helt ok”. Heldigvis gjorde den kun det, den skulle. Bagefter syntes jeg, det var rart, for nu ved jeg, hvordan det føles, og ved, at den virker, som den skal. Det er svært at forklare andre, hvordan det føles. Måske som at få smashet en bold rigtig hårdt i brystet – uden at være forberedt på det. Man bliver overrasket, men det gjorde ikke ondt bagefter eller var ubehageligt. Jeg føler mig ikke syg. Lige efter jeg var faldet om, spurgte venner og familie meget til det. ”Hvordan går det? Hvordan har du det”. Det var irriterende, når nu jeg følte mig rask og frisk og havde fået min behandling. Jeg havde ikke noget imod at fortælle om min situation, og hvordan jeg havde det. Men når de hele tiden spurgte, så satte det spørgsmålstegn ved min egen opfattelse af mig selv – om den var rigtig. At jeg følte mig rask. Jeg ville bare gerne være mig selv som fra før, og det var jeg pludselig ikke. I hvert fald ikke i deres øjne – eller, sådan så det ud for mig. Sådan lød det i mine ører. Man ved ikke, hvad jeg fejler. Det er heller ikke sikkert, at jeg fejler noget, men chancen er mikroskopisk. Der er nok et eller andet … Det ville i hvert fald være underligt, hvis ikke, i og med at min far er faldet om, og jeg selv er faldet om to gange. Jeg går til kontroller på afdelingen for arvelige hjertesygdomme og får taget nogle gentest. De vil gerne lære af mig, og jeg kan godt mærke på dem, at det nager dem lidt, at de ikke kan give mig en sygdom. Alle håber vist, at de kan stille en diagnose. Jeg ved ikke, om jeg selv håber det, eller om jeg lever fint med at være rask nu med en ukendt sygdom, eller hvad man skal sige. Savner friheden Min kone og jeg har selvfølgelig talt meget om det i forbindelse med at få børn. For jeg har da været nervøs for at give noget videre til min datter. Hvad ville det så betyde? For min datter og for os? Jeg ville ikke have den der skyldfølelse på mig. Så det snakkede vi længe om. Men vi talte også om, at jeg altid har haft et godt liv. Jeg har jo ikke vidst, at jeg har fejlet noget. Vi er blevet enige om at se vores datter som værende rask. På den måde er det meget rart, at man ikke kan definere sygdommen. Så ved man heller ikke, hvad man skal lede efter hos hende. Selvfølgelig er mit liv anderledes i dag end før, jeg faldt om. Der har været en del flere hospitalsbesøg. Og så tror jeg, jeg har fået et lidt ændret syn på livet. Der er nogle ting, jeg ikke kan, og det, synes jeg, er ærgerligt. At jeg fx ikke kan få lov til at spille håndbold. Jeg må ikke dyrke kontaktsport, hvor man kan få tacklinger. Jeg drømmer ofte, at jeg lige har spillet håndbold. Jeg savner sporten og gad godt have friheden til bare at spille. Jeg har ikke haft behov for at tale med nogen, der har oplevet det samme. Jeg føler mig jo rask. Hvis ikke, ville det nok være meget rart at tale med nogen så man ikke føler, at man er den eneste i hele verden, der går med det her. Jeg føler mig ikke dårligere stillet end så mange andre. Tværtimod har jeg jo en forsikring på mig. Alle kan i princippet falde om, og der skal man stole på, at andre løber efter en hjertestarter. Jeg har min egen med. 14 HJERTELIV · DECEMBER 2017
Download PDF fil