Tema PALLIATION Isommeren 2017 bliver Jan Thomassen så dårlig, at hans læge beslutter at sende ham til udredning på Frederikssund Hospital. Undersøgelserne viser, at hans hjertemuskel kun virker 20 procent. Hans kone, Lis Thomassen, får besked om, at det er vigtigt, at hun er med ved stuegang den følgende morgen, og da de træder ind i konferencelokalet dagen efter, fornemmer Lis Thomassen, at der er noget helt galt. Hun har selv arbejdet på hospital i mange år og ved, at bliver man kaldt til samtale i konferencelokalet, er det alvor. – Vi får besked om, at lægerne ikke kan støde Jans hjerte tilbage til normal. At de rent faktisk ikke kan gøre mere for ham end at lindre hans smerter, fortæller Lis Thomassen, som føler, at de bliver sendt hjem fra Frederikssund Hospital med en dødsdom. – Jeg er godt klar over, at udsigterne for Jan på det tidspunkt ikke var gode, men jeg havde ikke på noget tidspunkt forestillet mig, at der slet ikke ville være mere, lægerne kunne gøre for ham. Da de går derfra, holder hun facaden, selv om hun mest af alt har lyst til at skrige. – Vi stod dér på parkeringspladsen. Jeg var virkelig rystet. De kunne da i det mindste have tilbudt kørsel hjem. Når jeg tænker tilbage, var jeg i det øjeblik både til fare for mig selv og for andre i trafikken, siger hun i dag. Krav på lindrende indsats Ifølge Sundhedsstyrelsen og Verdenssundhedsorganisationen WHO har alle mennesker med livstruende sygdom krav på en lindrende indsats. Et tværfagligt team af fagpersoner tilrettelægger lindringen ud fra den syge persons individuelle ønsker og behov og inddrager også pårørende i planen for lindring. Dette kaldes i fagsprog for palliation. Det er svært at opgøre det reelle antal patienter med særlige behov for palliation i Danmark, da det afhænger af den enkelte patient og det individuelle forløb. Men vurderingen er, at langt de fleste, der dør, som følge af et forløb med livstruende sygdom vil have behov for lindring af fx fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle/åndelige lidelser. I anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen bliver der desuden lagt vægt på, at en vurdering af det palliative behov som minimum bør ske, når diagnosen bliver stillet. Det skete ifølge Lis Thomassen ikke, da hendes mand fik diagnosen hjertesvigt i den terminale fase. – De gange jeg beder om hjælp, er beskeden, at de normalt ikke tager imod ”De gange jeg beder om hjælp, er beskeden, at de normalt ikke tager imod hjertepatienter, da det er svært at vurdere præcis, hvor lang tid de har igen” hjertepatienter, da det er svært at vurdere præcis, hvor lang tid de har igen, fortæller Lis Thomassen. Alene med ansvaret Efter at Jan Thomassen er blevet diagnosticeret, går det stærkt ned ad bakke. Han kan stort set intet spise og når i alt at tabe 38 kilo, fra han bliver udskrevet fra hospitalet i juli, til han dør to måneder senere. Han når at være indlagt seks gange. Nogle af gangene udskriver han sig selv til trods for, at han er meget diffus og knap kan stå på benene. Lis er meget taknemmelig for den hjælp, hun og Jan modtager fra både praktiserende læge og fra Gribskov Kommune. Men det bliver hårdere og hårdere for Lis at stå alene med ansvaret fra sin døende mand. Derhjemme falder han og slår sig 12 HJERTELIV · NOVEMBER 2018
Download PDF fil