LUFTVEJSINFEKTIONER OG BLODPROPPER DERFOR FORSKER JEG Hanne-Dorthe Emborg, seniorforsker ved Infektionsepidemiologi og forebyggelse, Statens Serum Institut AF LOUISE SJÖSTRÖM · FOTO LINDA JOHANSEN Forskning har vist, at der er en sammenhæng mellem luftvejsinfektioner og blodpropper i hjertet og hjernen. Resultaterne stammer fra et skotsk studie, som Statens Serum Institut blev bedt om at gentage baseret på danske data. Og det danske studie bekræftede de skotske resultater og viste en tydelig forøget risiko for blodpropper i hjertet og hjernen i dagene efter alvorlig pneumokokinfektion og efter en influenzainfektion. Det er infektioner, man kan vaccinere imod, og vi vil derfor gerne længere ned i resultaterne for at se, om de personer, som har risiko for at få blodpropper i hjertet eller hjernen, får tilbudt – og tager imod – vaccinationen og dermed nedsætter risikoen. Med studiet vil vi undersøge, hvordan vaccinationen kan reducere risikoen for blodpropper i hjertet og hjernen efter luftvejsinfektioner. I dag tilbydes influenzavaccination bl.a. til personer over 65 år, gravide, svært overvægtige og kronisk syge. Men hvis man fx er 40 år og har sukkersyge, er det ikke sikkert, man tænker på sig selv som en person, som kan være i risikogruppe, og derfor ikke bliver vaccineret. Den viden, som studiet vil give os, skal formidles til praktiserende læger og til hospitalslæger, men også til beslutningstagere, som måske skal se på, om de nuværende vaccinationsstrategier skal opdateres. På den måde kan vi forhåbentligt sikre, at personer med forhøjet risiko for blodprop i hjertet eller hjernen bliver tilbudt vaccination mod influenza og pneumokokinfektion, og at de modtager den rigtige vaccine. Effekten af vaccination aftager, jo ældre personen er, og her vil studiet kunne spore os ind på, om ældre personer fx bør have en vaccine, som giver et stærkere immunforsvar. Hanne-Dorthe Emborg er seniorforsker ved Infektionsepidemiologi og forebyggelse på Statens Serum Institut og har modtaget 500.000 kr. af Hjerteforeningen til at forske i sammenhængen mellem luftvejsinfektioner og blodpropper i hjertet og hjernen. Studiet er baseret på danske data, som løbende bliver indsamlet. Projektet forventes afsluttet september 2021. Du kan også give et bidrag til hjerte-kar-forskningen. Støt os på hjerteforeningen.dk eller via MobilePay på tlf. 29 29 33 41. NOVEMBER 2018 · HJERTELIV 33
Download PDF fil