Facebook HJERTEKRIGER Hans hjerte banker for hjertebørnene Foto Aalborg Universitetshospital Med over 1.000 patientsamtaler og 1.300 hjerteskanninger årligt og ikke mindst sit gode humør og store nærvær er Keld Sørensen blevet en institution hos hjertepatienter og deres familier AF MIA LØVSTAD Keld Sørensen har både som læge og som menneske ydet en helt unik indsats for hjertebørn. Ud over den kæmpestore forskel han som hjertelæge har gjort for hjertebørn og deres familier, har han i mange år kæmpet for hjertesagen, blandt andet i Hjerteforeningens bestyrelse. Efter 27 år på hjerteafdelingen, først på Aarhus Kommunehospital, siden på Aarhus Universitetshospital Skejby, har Keld Sørensen haft mere end 1.000 patientsamtaler og 1.300 skanninger om året. De seneste tre år har Keld Sørensen arbejdet på Aalborg Universitetshospital, Farsø, hvorfra han går på pension ved årets udgang. Det var også i Farsø, det hele startede for Keld Sørensen. Her havde han sin første ansættelse, efter at han blev uddannet i 1978. – Den kardiolog, der dengang var chef i Farsø, hedder Henning K. Andersen. Han var utrolig dygtig og er en af de danske kardiologer, jeg respekterer meget højt. Det var her, jeg oprindeligt blev inspireret til at blive kardiolog, husker Keld Sørensen i dag. Selv om han ikke længere har sin daglige gang i Skejby, er en karakteristik, der går igen i hjertebarnsforældrenes mange rosende ord til ham, hans evne til at møde alle sine mange forskellige patienter og deres forældre i øjenhøjde med stor indlevelse og respekt for den enkelte families individuelle behov. Det er blot nogle af de ting, der gør Keld Sørensen til en ægte hjertekriger. På Facebook bliver Keld Sørensen jævnligt nævnt – og hyldet – i nogle af de grupper, der findes for hjertebørn og deres familier. Her er et udpluk. 36 HJERTELIV · NOVEMBER 2018
Download PDF fil