Tema: Hjertesvigt NY BEHANDLING SUPERBRÆNDSTOF KAN MÅSKE GAVNE HJERTESVIGTPATIENTER Ketonstoffer ser ud til at være gavnligt for hjertets pumpefunktion hos hjertesvigtpatienter, men effekten skal først undersøges nærmere i langtidsstudier AF SUSSI BOBERG BÆCH • FOTO ANDREAS BANG KIRKEGAARD Ketonstoffer er kroppens naturlige reservebrændstof, som vi danner blandt andet som brændstof for hjernen, når kroppen ikke har fået mad i lang tid. Danske forskere har som de første i verden nu undersøgt effekten af ketonstoffer på hjertefunktionen hos hjertesvigtpatienter, når det blev givet ved indsprøjtning. Forsøgene viste en overraskende stor effekt. – Her har vi ramt ned i noget, hvor der virkelig ser ud til at være en gavnlig effekt på hjertets pumpefunktion, siger Henrik Wiggers om forsøgenes resultater. Han er overlæge og klinisk professor i hjertesvigt og hjerteklapsygdomme på Aarhus Universitetshospital og er en af forskerne bag forsøgene. Han forklarer om resultaterne: – Indsprøjtning med ketonstoffet 3-hydroxybutyrate til hjertesvigtpatienter fik hjertet til at pumpe 2 liter blod mere ud i minuttet, hvilket svarede til en stigning på 40 procent, og det er et meget voldsomt respons. Hjertets pumpekraft – det, der også kaldes uddrivningseffekten – steg samtidig med otte procent fra 35 til 43 procent. I forsøgene undersøgte man både hjertesvigtpatienter og raske frivillige, og de gavnlige effekter på hjertefunktionen viste sig at gælde både for hjertesvigtpatienterne og de raske frivillige. Selvom resultaterne har vakt begejstring blandt hjertelægerne og ser lovende ud, er Henrik Wiggers forbeholden, når han taler om perspektiverne for brugen af ketonstoffer til behandling af hjertesvigt. – De data, vi har fundet her, er virkelig spændende, men vi kan ikke på nuværende tidspunkt gå ud og anbefale brugen af ketonstoffer til hjertesvigtpatienter, da effekten først skal undersøges yderligere i langtidsstudier. Vi ved reelt set ikke, om det på lang sigt er godt for patienterne, siger han. 16 HJERTELIV · NOVEMBER 2019
Download PDF fil