Tema: Hjertesvigt NY BEHANDLING Forskningschef: DIABETESMEDICIN ER FREMTIDENS BEHANDLING MOD HJERTESVIGT Hjerteforeningens forskningschef har høje forventninger til diabetesmedicin, som har vist sig at have en hjertebeskyttende effekt AF METTE STOUGAARD GRAFIK KAREN NEDERGAARD Diabetesmedicin er ikke kun et lægemiddel mod diabetes, men også en behandling mod hjertesvigt. Effekten af medicinen kommer samtidig med, at behandlingen bliver sat i gang, og effekten har haft samme virkning hos hjertesvigtpatienter, der ikke havde diabetes i forvejen, forklarer Gunnar Gislason, forskningschef i Hjerteforeningen og overlæge på hjerteafdelingen på Gentofte Hospital. – Vi ved ikke præcis, hvorfor medicinen virker, men der sker noget, når vi regulerer blodsukkeret i blodet. Vi kan se, at det har en positiv effekt på kredsløbet og hjertet, og dermed forebygger genindlæggelser og dødsfald, siger Gunnar Gislason. Del af standardbehandling Forskere har i lang tid vidst, at høje blodsukkerniveauer forringer hjertecellernes evne til at sammentrække og sende blod ud i kroppen, hvilket kan føre til hjertesvigt. Igennem årene har de forsøgt at finde behandlinger, der bremser udviklingen af sygdommen og mindsker symptomer såsom åndenød og træthed hos patienterne. Gunnar Gislason forestiller sig, at en bestemt type diabetesmedicin – de såkaldte SGLT2-hæmmere – bliver en del af standardbehandlingen fra det nye år, efter at et stort studie (DAPA-HF) for nylig viste, at hjertesvigtpatienter uden diabetes kan have glæde af diabetesmedicin. Medi- cinen øger overlevelsen, forebygger genindlæggelser og forbedrer livskvaliteten. – I mine mange år som hjertelæge og forsker har jeg sjældent oplevet så positive resultater, som dem vi nu ser indenfor diabetesmedicin og hjertesvigt. Vi har virkelig fat i noget spændende, og det lover godt for fremtiden, siger han. Jagter ny viden Næste skridt er, at Medicinrådet skal godkende brug af SGLT2-hæmmere til patientgrupper med hjertesvigt, som ikke har fået sygdommen på grund af diabetes. Gunnar Gislason understreger, at diabetesmedicinen ikke fjerner sygdommen, men kan mindske symptomer som fx væskeophobning i kroppen og åndenød. Derfor jagter hjerteforskere stadig ny viden om hjertesvigt. På de næste sider kan du læse mere om to projekter, der på hver deres måde vil sikre et bedre liv med hjertesvigt. Begge projekter er støttet af Hjerteforeningen, og patienter deltager over hele landet. En af dem er 73-årige Kjeld Henriksen. NOVEMBER 2019 · HJERTELIV 13
Download PDF fil