FODBOLDSKOLE Foto: Sine Fiig Fodboldskole for hjertebørn 2019: HJERTEBØRN GIK TIL BOLDEN Lørdag og søndag 7.-8. september var der ekstra meget aktivitet på banerne foran FC Københavns klubhus på Jens Jessens vej på Frederiksberg. Her var 30 hjertebørn nemlig samlet på fodboldskole, som Hjerteforeningen arrangerede i samarbejde med FC København, Rigshospitalet og DGI Fodbold. Af projektleder Rikke Morthorst, Hjerteforeningen Nyere forskning viser, at noget af det bedste, man kan gøre for hjertebørn, er at få dem til at motionere. Da erfaringen samtidig viser, at de hjertebørn, som dyrker fysisk aktivitet, klarer sig bedre på sigt, lå det lige til højrebenet for Hjerteforeningen at gå sammen med både FC København, DGI Fodbold og Rigshospitalet om at tilbyde hjertebørn mulighed for at komme på fodboldskole. DGI Fodbold sørgede for bolde til alle børnene, og FCK donerede spillertøj og lagde træningsbaner til, hvor hjertebørnene gik til stålet: Der blev lavet frække driblinger, pulsen kom op, og der kom sved på panden og smil på læben. Alle hjertebørnene gav den gas og havde nogle sjove dage sammen på grønsværen, og mens børnene spillede fodbold, fortalte børnekardiolog Lars Idorn fra Rigshospitalet forældrene om alle de positive gevinster, der er forbundet med fysisk aktivitet, når man har en medfødt hjertefejl. Fodbold kan forene Børnene blev undervist af et frivilligt trænerteam med tidligere elitefodboldspiller Sara Juhl i spidsen. Sara Juhl, der også er initiativtager til fodboldskolen, har spillet fodbold hele sit liv på trods af en medfødt hjertefejl, og den glæde, som hun har oplevet med fodbolden, ønskede hun at give videre til hjertebørnene med en fodboldskole. - Jeg er så glad for, at jeg hele mit liv har kunne og stadig kan spille fodbold på trods af min medfødte hjertefejl. Fodbold har en helt unik evne til at forene mennesker. Jeg har selv fået mange uvurderlige venskaber gennem fod- bolden, og mit primære ønske med fodboldskolen er derfor, at hjertebørnene skal opleve glæden ved fodbold og samtidig møde ligesindede. Jeg håber, at fodboldskolen inspirerer dem til at blive ved med at spille fodbold eller dyrke en anden form for idræt fremover, så de kan gøre noget godt for deres hjerter, siger hun. Fodboldskolen i september havde også meget andet på programmet udover fodboldtræning: I frokostpausen lørdag og søndag kiggede Nicklas Bendtner, Andreas Bjelland og Nicolai Boilesen forbi og stillede op til både foto og autografskrivning til stor glæde for både børn og forældre. Alt i alt var Fodboldskolen en stor succes, som vi gentager næste år. Vil du gerne vide mere om Fodboldskolen 2020, kan du kontakte projektleder i Hjerteforeningen, Rikke Morthorst, på rikkem@hjerteforeningen.dk eller hold øje med invitationen på Børneklubbens hjemmeside og facebookside. 9
Download PDF fil