Formanden har ordet Kære medlemmer. Velkommen til årets første Nova Vita, som tilmed også er det første, der udgives som et rent elektronisk nyhedsbrev. Det er bestyrelsens håb, at det fortsat vil være til glæde for medlemmerne, selvom det i fremtiden vil ankomme i mailboksen og ikke længere i postkassen. Indholdet vil stadig have samme karakter som tidligere, og derfor opfordrer vi alle medlemmer til at komme med indlæg og forslag til de kommende numre. Mens vi hastigt nærmer os de første forårstegn ude i naturen, kan bestyrelsen fortælle, at der i løbet af foråret bliver afholdt endnu en runde af netværksmøder. Det var været en langsom opstart, hvor det første møde var godt og hyggeligt, men hvor der ikke var så mange deltagere, som vi havde håbet på. Vi er dog stadig af den overbevisning, at der er brug for netværksmøder, og at det blot er et spørgsmål om at få gjort dem mere kendte. I dette nummer af Nova Vita kan du læse mere om bestyrelsens overvejelser om de kommende netværksmøder, samt tilmelde dig til et møde. Siden sidste udgave af Nova Vita har bestyrelsen afholdt møde i Odense. Du kan læse en forkortet udgave af referatet fra mødet i dette nyhedsbrev. Desuden har bestyrelsens medlemmer deltaget i de forskellige udvalg o.l., hvor vi har pladser og er repræsenteret. Bl.a. har jeg som klubbens repræsentant i Etikudvalget under Dansk Center for Organdonation deltaget i et Etik Symposium på Skejby Sygehus. I de seneste måneder har der i medierne været en del debat om de etiske dilemmaer omkring dødskriterier og organdonation. Derfor var det meget frugtbart og afklarende at høre indlæggene på Etik Symposiet, hvor der først og fremmest var fokus på de etiske dilemmaer, som sundhedspersonalet står overfor, når organdonation kommer på tale. Hvilke muligheder har vi overhovedet for på et etisk grundlag at træffe en såkaldt rigtig beslutning? Du kan læse min beretning fra Etik Symposiet i denne udgave af nyhedsbrevet. Og når det nu handler om etik, er vi glade for at kunne præsentere Sannes meget livsbekræftende transplantationshistorie, som på alle måder viser, at organdonation virkelig kan gøre en forskel. Sanne blev transplanteret som 3-årig og har haft et forløb præget af høj livskvalitet, og hun er en pige med et stærkt og smittende livsmod. Sanne har netop fejret sit 15-års jubilæum som hjertetransplanteret. Vi vil gerne sige tillykke og samtidig give alle læserne mulighed for at læse hendes fantastiske historie. I dette første nummer af Nova Vita som elektronisk nyhedsbrev er der andre indlæg, som vi også håber medlemmerne vil have glæde af. Det er vores håb, at I vil tage godt imod det nye Nova Vita. Samtidig er det vigtig for os at understrege betydningen af, at medlemmerne oplever, at der altid er plads til nye artikler og initiativer, som kan gøre nyhedsbrevet bedre. Derfor; alle er altid velkomne med artikler til redaktionen. Læs her, hvad du skal gøre, hvis du gerne vi skrive til Nova Vita. Til slut ønsket om et rigtig godt forår til alle medlemmerne. Dorthe Skov Larsen Tilbage til forsiden Nova Vita nr. 1, februar 2013 Side 2
Download PDF fil