TEMA: DE RASKE SØSKENDES SKJULTE PROBLEMER Hvordan hjælper man bedst sit raske barn, hvis barnet er meget bekymret for den hjertesyge søster eller bror? - Hvis hjertesygdommen er så alvorlig, at den er livstruende, er det vigtigt, at man tør tale med sit barn om det, selvfølgelig tilpasset barnets alder. Det er meget forståeligt, at du gerne vil skåne dit barn mest muligt, men de fleste børn er rigtig gode til at fornemme alt det usagte, ligesom de samler informationer op mange forskellige steder. Men de tør måske ikke spørge til det, fordi mor og far jo tier om det. Derfor går de alene med frygten for, hvad der kan ske. Og får de ikke italesat og bearbejdet frygten, kan den komme til udtryk på uhensigtsmæssige måder. F.eks. som et øget behov for at have kontrol med tingene – det kan være som OCD-symptomer, hvor man f.eks. vasker hænder tre gange, når man har været på toilettet, eller er angst for at træde på stregerne, når man går på fortovet. Derfor er det bedre, at du taler med dine KRISTIAN, 11 år, har en hjertesyg lillebror: - Det hjælper rigtig meget at snakke med nogen om det, hvis man bange. Jeg kan klart anbefale, at man tager med på søskendeweekend og de andre megafede ture, Hjerteforeningen arrangerer, hvor man kan få snakket med andre søskende om det – det er en stor lettelse ikke bare at gå og holde det for sig selv. børn om tingene. Selvom det kan være svært, så forklar dem f.eks., at du også selv er bange ind i mellem, men at sandsynligheden er meget lille for, at det, du er bange for, reelt er sådan. Har du svært ved at få taget hul på de svære snakke, kan du gå til en psykolog og få hjælp og vejledning til, hvordan du bedst griber det an. Hvordan hjælper I de raske søskende på søskendeweekenderne? - Først og fremmest er det en kæmpe hjælp for alle børn at finde ud af, at deres tanker og følelser omkring hjertesygdommen og deres syge søster eller bror er helt normale. Det er LAURA, 15 år, har en hjertesyg storesøster og lillebror: - Jeg har altid haft søskende med hjertefejl, men jeg vænner mig nok aldrig helt til det: Jeg kan stadigvæk blive bange og bekymret for dem i perioder, fx for et par år siden, da min storesøster skulle have indopereret en pacemaker. Og sidste år, da jeg gik på efterskole, var jeg meget bekymret for, at der skulle ske noget med dem, mens jeg var væk: Det kører faktisk hele tiden i mit baghoved. Men jeg har været til tre søskendegrupper, og det er meget rart at høre de andres historier, og snakke om, hvordan vi hver især oplever, at det påvirker vores hverdag, og hvordan vi håndterer det. MAYA MY, 12 år, har en hjertesyg lillebror: - I nogle perioder er jeg meget bange for, hvad der skal ske med min lillebror. Han var indlagt lang tid, da han var fem år, og jeg blev rigtig nervøs og ked af det. Men jeg holdt mine følelser for mig selv – derhjemme havde jeg sådan, at når jeg var blevet lagt i seng og lyset var slukket, skulle jeg lige liste op og tjekke, hvad far og mor lavede. Og når jeg så kikkede igennem nøglehullet, kunne jeg se, at de sad og græd og var nervøse. Jeg måtte jo ikke være oppe, og jeg vidste ikke, hvad jeg skal skulle stille op med det, for det var ikke normalt, at min mor og far græd. Så jeg listede bare tilbage i min seng og lå og tænkte: ”Hvad nu hvis han dør? en meget stor lettelse at opdage, at alle omkring bordet har de samme tanker – ”når alle har det på samme måde, er det jo nok ikke mig, men min situation, der er noget galt med!”. Derfor har vi rigtig meget fokus på at hjælpe børnene med at sætte ord på, hvordan de har det, og gå i dialog med dem om gode strategier. Hvorfor er det generelt sådan en stor hjælp for både børn og voksne, alene det at høre, at der er andre, der har det på samme måde som en selv? - Nok fordi følelser ikke altid er forbundet med ord, men nogle gange registreres i kroppen på mange forskellige måder: Du kan f.eks. mærke, at du bliver tung i kroppen, bliver usikker på dig selv osv. Du er måske ikke mentalt bevidst om det, men din krop registrerer det. Derfor er det en hjælp, når der bliver sat ord på, hvor det, du mærker i kroppen, stammer fra – at det ikke er indeni dig, der er noget galt, men at det er noget uden for dig, du bliver udsat for. Samtidig er det særlige ved at dele sine oplevelser med en gruppe, at man bidrager med hver sin brik til et samlet puslespil – man får hver især sat ord på noget, der tilsammen giver et meget tydeligt billede af den situation, man befinder sig i. 6
Download PDF fil