SYGEUNDERVISNING SKOLEROBOT HJÆLPER SYGE BØRN Vil du være interesseret i at deltage i et projekt, hvor en telepresence-robot giver dit sygemeldte barn mulighed for at deltage aktivt i timerne, så det ikke sakker bagud fagligt og socialt? Hjerteforeningen overvejer at teste, om robotterne kan hjælpe de mange børn, der kommer i klemme, fordi de ikke får den sygeundervisning, de er berettigede til. Af Journalist Monica C Madsen En skolerobot, som giver syge børn og unge mulighed for at være med i klassen på langdistance, så de kan deltage aktivt i undervisningen og klassens sociale liv, selvom de ligger hjemme i sygesengen eller er indlagt på hospitalet – det er en idé, som Hjerteforeningen overvejer at afprøve. Robotten – en såkaldt telepresence-robot, en lille hvid fyr i hård plast, der kaldes AV1 – placeres på barnets plads i klassen og fungerer via et kamera som barnets øjne og ører, så barnet via en app på mobilen eller ipaden kan følge med. Via robotten kan barnet også række hånden op og svare – så blinker et hvidt lys på robottens hoved, der signalerer, at barnet har fingeren oppe – eller barnet kan skrue ned for lyden og hviske til sidemanden. - Vi vil gerne hjælpe de mange hjertebørn, der både mister undervisning og social kontakt med kammeraterne, når de ikke kan komme i skole på grund af deres hjertesygdom. For mange børn er det et stort problem, at de både fagligt og socialt risikerer at komme bagud. Derfor undersøger vi lige nu, hvordan vi bedst muligt kan hjælpe dem, og om der er basis for sætte et projekt i gang med forskellige støttetilbud til de syge skolebørn, fx AV1-robotten, siger Thomas Larsen, som er frivilligkonsulent i Hjerteforeningen. I Norge har Foreningen for hjertesyge børn ladet fem børn testet robotten i et års tid, og det viser sig, at robotten for nogle børn især betyder, at de fagligt holder trit med de andre i klassen, mens den for andre er vigtig for den sociale kontakt, også fordi den minder de andre om eleven, der er derhjemme. Hvis du er interesseret i at høre mere om robotten og kunne være interesseret i at deltage i et forsøg med robotten, hvis det bliver en mulighed, kan du skrive til projektleder Rikke Morthorst i Hjerteforeningen på rikkem@ hjerteforeningen.dk. Det er også muligt selv at købe eller leje robotten for cirka 1600 kroner om måneden hos firmaet No isolation. Læs mere på noisolation.com. KAN EN SKOLEROBOT HJÆLPE DIT BARN? Lykkelisa Garding: Lillian Riber Rasmussen: - Vores hjertebarn kunne have stor glæde af en skolerobot, for hun har vældigt meget fravær, og vi frygter for, hvordan det vil gå, når hun starter i gymnasiet: Der bliver man jo indkaldt til bekymringsmøde allerede ved 7% fravær. Uanset om fraværet skyldes pjæk eller kronisk sygdom. Det er politisk bestemt. Med skolerobotten vil hun få meget mindre fravær – den vil kunne gøre en kæmpe forskel i vores liv. Hendes skole er også meget interesseret, så jeg håber, at flere familier vil søge om at komme med i skolerobotforsøget, så det kan blive en realitet. - Vi oplever i høj grad, at de mange sygedage og den manglende mulighed for at få sygeundervisning har betydet, at vores datters faglige og sociale selvtillid i fht. skolen ikke er ret høj. Pt. er hun bange for, om hun kan klare rent fagligt at rykke med klassen op i 8. klasse, fordi hun har haft så meget fravær i forbindelse med operation og lange sygeperioder her i 7. klasse. En skolerobot vil være en kæmpe hjælp for hende til ikke at ryge helt bag ud i forhold til kammeraterne. 4
Download PDF fil